Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 27/11/2019 - 10:58

Mange patienter savner hjælp til livet efter kræft

Halvdelen af de patienter, der får senfølger efter en kræftsygdom, mener ikke, at de får tilstrækkelig hjælp.

Af: /ritzau/

Det er ikke nødvendigvis problemfrit at overleve en kræftsygdom.

For når kræften er fjernet fra kroppen, bliver mange patienter ramt af senfølger som træthed, angst, smerter og føleforstyrrelser.

En stor del af kræftoverleverne - godt halvdelen - svarer i en undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse, at de savner hjælp fra læger og andet sundhedspersonale til de fysiske og psykiske senfølger.

Desuden mener tre ud af fire kræftpatienter ikke, at de er klædt tilstrækkeligt på til at vurdere, hvilke symptomer der kan være tegn på, at der er tilbagefald til kræftsygdommen.

3153 kræftpatienter har deltaget i undersøgelsen, hvor de vurderer deres kontakt med sundhedsvæsenet - herunder sygehuse, almen praksis og kommunerne - efter behandling for kræft.

Knap 60 procent af de patienter, der har haft kræft, har senfølger to og et halvt år efter diagnosen.

Ud over manglen på hjælp viser undersøgelsen fra Kræftens Bekæmpelse et mindre fald i andelen af patienter, der er særdeles tilfredse med deres opfølgningsforløb.

I 2013 blev kræftpatienternes kontrolforløb vurderet som "særdeles gode" af 60 procent. Siden er tallet faldet til 50 procent.

/ritzau/

Nyhedsarkiv