Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Vejen, 16/04/2021 - 10:59

Mand og kvinde anholdt for vold mod barn på halvandet år

Barn blev indlagt på hospitalet med brud. Nu er en kvinde og en mand anholdt og kræves fængslet.

John Randeris/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En kvinde på 22 og en mand på 35 år bliver fredag fremstillet for en dommer ved Retten i Esbjerg. Anklagemyndigheden vil have de to varetægtsfængslet i en sag om vold mod et barn, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Barnet er halvandet år gammelt. Fredag i sidste uge blev det indlagt på Odense Universitetshospital med brud. Siden har Vejen Kommune anmeldt sagen til politiet, og det er mundet ud i anholdelse af de to.

Politiet oplyser ikke, hvad kvindens og mandens relation er til barnet. Det er derfor endnu uvist, hvorvidt der er tale om forældrene.

Kvinden og manden er sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelse om såkaldt kvalificeret vold - i daglig tale kaldet grov vold.

Af hensyn til den videre efterforskning af sagen og af hensyn til offeret vil anklagemyndigheden bede dommeren i Esbjerg om at afsige en kendelse om, at retsmødet skal holdes for lukkede døre.

Anklagemyndigheden ønsker dermed ikke, at offentligheden på nuværende tidspunkt skal få kendskab til sagens detaljer.

Fredagens retsmøde begynder efter planen klokken 10.30.

Politiet har ikke oplyst, hvorledes de anholdte forholder sig til sigtelserne mod dem.

/ritzau/

Nyhedsarkiv