København, 01/09/2022 - 10:54
Manchester United bekræfter køb af Ajax-stjerne
Brasilianske Antony er den tredje profil fra Ajax, der skifter til Manchester United denne sommer.
Af: /ritzau/
Efter et bestået lægetjek og underskrivelse af kontrakten er den 22-årige brasilianske offensivspiller Antony nu officielt skiftet til Manchester United.
Det bekræfter United på sin hjemmeside torsdag.
Kontrakten løber frem til sommeren 2027 og indeholder en option på et år mere, skriver klubben.
- Det er et utroligt øjeblik i min karriere. Jeg skifter til en af de mest ikoniske klubber i verden, siger Antony til Uniteds hjemmeside.
Antony bliver i sin nye klub genforenet med cheftræner Erik ten Hag og forsvarspiller Lisandro Martínez, som Manchester United kaprede i Ajax tidligere denne sommer.
Antony koster 95 millioner euro, og beløbet kan stige til 100 millioner euro med diverse bonusser. Det svarer til 744 millioner kroner.
Det er en rekordtransfer for en spiller, der skifter fra Æresdivisionen, skrev det hollandske nyhedsbureau ANP forleden.
/ritzau/