Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 05/02/2022 - 10:55

Lærere og skoleledere: Elever bør få afklaring om afgangsprøver

Det kræver tilpasning af afgangsprøver, når elever går glip af undervisning, mener lærere og skoleledere.

Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det er en god idé, at skoler får mulighed for at droppe erstatningstimer for aflyst undervisning på grund af sygefravær.

For der er ikke andre muligheder lige nu, hvor mange lærere bliver ramt af corona, lyder det fra Skolelederforeningen og Danmarks Lærerforening.

Det rammer dog afgangseleverne hårdest. Derfor er det nødvendigt hurtigst muligt at se på, hvordan årets afgangsprøver skal afvikles, siger Gordon Ørskov Madsen, som er formand for Danmarks Lærerforening.

- Det, der er allermest brug for lige nu, er ro. Man skal tage hånd om de unge mennesker, som skal afslutte deres ti år lange skolegang, men som er nervøse for, om de har lært nok og kan klare sig til sommerens eksamener, siger han.

Gordon Ørskov Madsen foreslår, at det stof, eleverne kan komme op i til sommerens prøver, bliver tilpasset den konkrete undervisning, de har haft.

Derudover ser han gerne en lignende model for årets afgangsprøver som sidste år. Her var det blandt andet muligt for eleverne at ophøje årskarakteren til eksamenskarakter.

Også formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal foreslår en model, der lægger sig op af sidste års.

- Vores holdning er, at man kigger på sidste år, hvor eleverne havde forskellige valg. Blandt andet det her med at beholde årskarakteren, så det ikke gør så meget, hvis man går til eksamen og får en dårligere karakter. Men vi er også begyndt at sige, at vi skal drosle ned på antallet af eksamener.

- Da man evaluerede modellen sidste år, var det til alles store tilfredshed. Så der er ingen grund til at kigge på den igen, siger han.

Ifølge Claus Hjortdal er der gang i diskussioner om, hvordan årets afgangsprøver i grundskolen skal afvikles.

Formanden for foreningen Skole og Forældre, Rasmus Edelberg, mener, der skal afklaring om afgangsprøverne i denne måned. Han er dog mere afventende, i forhold til at lave ændringer i modellen fra sidste år.

- Vi har en rimelig fleksibel model fra sidste år, men jeg vil også gerne tale med de andre og se på, om der er nogle ekstra håndtag, man skulle have mulighed for at trække i, siger han.

Fredag meddelte Børne- og Undervisningsministeriet, at skoler i dette skoleår skal have mulighed for at undlade at give erstatningstimer for aflyst undervisning på grund af sygefravær. Det kræver dog en lovændring.

Derfor vil ministeren snarest fremsætte det som lovforslag. Et bredt flertal i Folketinget har dog givet tilslutning til modellen.

/ritzau/

Nyhedsarkiv