Stockholm, 21/06/2021 - 10:42
Lektor: Krisen i Sverige er en fastlåst position
Et kompromisforslag om at sætte huslejen fri i Sverige har sendt regeringen ud i en stor krise.
Af: /ritzau/
Mandag formiddag skal den svenske Riksdag afgøre, om der stadig er tillid til socialdemokratiske Stefan Löfven som statsminister.
Det er Löfvens kompromisforslag om at sætte huslejen i Sverige fri, der har kastet ham ud i en regeringskrise.
Vänsterpartiet, der er støtteparti til regeringen, truer med at stemme mod Löfven mandag.
- Huslejefrisættelsen i Sverige har været et latent konfliktpunkt i hele regeringens periode, siger Sidsel Eriksen, der er lektor i historie ved Københavns Universitet.
Sveriges regering er en mindretalsregering, og Löfven har lovet sine andre støttepartier - Centerpartiet og Liberalerna - at sætte huslejen fri.
Men det vil Vänsterpartiet altså ikke finde sig i.
- Centerpartiet mener, at huslejen skal sættes fri, fordi man tror, at der ikke vil blive bygget nye boliger, hvis der er et loft over huslejen.
- Vänsterpartiet mener derimod, at det skal være muligt for almindelige mennesker at få en god bolig, siger Sidsel Eriksen.
Ud over Vänsterpartiet er det Sverigedemokraterna, Moderaterna og Kristdemokraterna, der er klar til at stemme for mistillid til Löfven.
- Det virker som om, det er en fastlåst position.
- Det flertal, Vänsterpartiet kan danne udenom regeringen, er sammen med højrefløjen, og det er de jo ikke interesseret i, fordi det bliver jo en uhellig alliance. Det vil sige, at de ikke kan bruge det til noget at vælte regeringen, siger Sidsel Eriksen.
Kommer der mistillid til statsministeren, har han en uge til at beslutte, om der skal udskrives et nyt valg, eller han kan forsøge at danne en ny regering.
/ritzau/