Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Paris, 31/07/2024 - 10:55

Laudrup-Dufour laver foreløbigt bedste score ved OL

Cathrine Laudrup-Dufour fik en score på 80,792 i grandprixet ved OL. Den foreløbigt bedste af alle.

Zohra Bensemra/Reuters

Af: /ritzau/

Cathrine Laudrup-Dufour og hesten Freestyle er i den grad stemplet ind ved OL.

Onsdag formiddag fik duoen den foreløbigt bedste score af alle i grandprixet, der fungerer som kvalifikation til finalerne i både den individuelle konkurrence og holdkonkurrencen.

Laudrup-Dufour og Freestyle fik en score på 80,792 procent. Ingen af de 33 ekvipager, der inden danskeren havde været i aktion ved legene, har fået over 80.

Mens Laudrup-Dufour og Freestyle endnu ikke formelt er kvalificeret til finalen, er det svært at forestille sig, at det ikke skulle ske.

Der er seks grupper, og de to bedste fra hver går direkte i finalen. Derudover går de seks bedste, der ikke er endt i top-2 i en gruppe, videre.

Dufour-Laudrup og Freestyle var den femte ekvipage ud af ti i danskerens gruppe, der også tæller den tyske profil Isabell Werth.

Alle tre danske ekvipager har været på i aktion i grandprixet. Tirsdag vandt Nanna Skodborg Merrald og Daniel Bachmann Andersen hver deres gruppe og kvalificerede sig til finalen.

Med Dufour-Laudrups score onsdag er det noget nært umuligt at forestille sig, at Danmark ikke skulle kvalificere sig til holdfinalen.

/ritzau/

København, 31/07/2024 - 09:45

Dansk kendis skal være far for første gang

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Anders Hemmingsens kæreste, Ninni Kjær, havde fået at vide, at hun ikke skulle regne med at blive gravid naturligt. Seks uger senere blev hun det alligevel.

Internetpersonligheden Anders Hemmingsen er kendt for at dele andres videoer og billeder på Instagram. Men blandt de seneste opslag er en nyhed fra egen andedam.

På en såkaldt story - et kort, tidsbegrænset klip - afslører Anders Hemmingsen, at han og kæresten, Ninni Kjær, skal være forældre for første gang.

Ninni Kjær har sat flere ord på familieforøgelsen på sin Instagram-profil.

- Hold kæft, hvor har jeg (især) glædet mig til at kunne dele det her. Især på grund af den proces, jeg har været igennem, skriver den vordende mor.

Ninni Kjær fortæller åbenhjertigt i opslaget, at hun ikke havde nogen cyklus og derfor havde fået at vide, at hun ikke skulle regne med at blive gravid naturligt.

Ninni Kjær, der til daglig driver sin egen sundhedsklinik, begyndte at undersøge sin situation og lave en række tiltag, skriver hun uden dog endnu at uddybe den del nærmere.

- Seks uger senere var jeg gravid. Det var min første ægløsning i år. Så fertil var jeg vist alligevel. Det er vildt, hvad kroppen kan, konstaterer hun.

- Det lille væsen har det helt perfekt. (Sikke en lettelse), jubler hun og afslører samtidig, at hendes vildeste cravings er sure ting og flødeskum - gerne på varm kakao.

- Nu håber jeg bare på, at kvalmen hører op, og jeg slipper for at være 25 år igen med tømmermænd dagligt (bare uden festen).

Anders Hemmingsen og Ninni Kjær stod frem som kærester på den lilla løber til uddelingen af EchoPrisen i marts 2023.

Det var - sjovt nok, bemærkede Anders Hemmingsen - gennem Instagram, at der var opstået amoriner mellem de to.

- Vi har kendt hinanden i mange år. Lige pludselig var jeg single, og så passede det ret godt med, at "hey, skal vi ikke lige tage en kop kaffe?". Den klassiske, sagde Anders Hemmingsen, inden han og Ninni Kjær smuttede ind til showet.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 30/07/2024 - 15:47

Dansk kendis skilt: Alt er godt

Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Forholdet er forbi mellem livsstilsekspert og mediepersonlighed Flemming Møldrup og iværksætteren Rikke Møldrup Rasmussen.

Livsstilsekspert og mediepersonlighed Flemming Møldrup og iværksætteren Rikke Møldrup Rasmussen er gået fra hinanden.

Det er efterhånden et stykke tid siden, at de blev skilt. Det oplyser Flemming Møldrup nu kortfattet i et opslag delt på Instagram.

- Alt er godt. Forsat god sommer til jer alle sammen, skriver han på det sociale medie og tilføjer, at han ikke har yderligere kommentarer til bruddet.

Parret giftede sig i sommeren 2019 efter et halvt års forhold, der havde udviklet sig fra et venskab nogle år forinden, fortalte Flemming Møldrup til B.T. i 2020.

- Jeg har altid syntes, Rikke var virkelig sød og dejlig – og sindssygt smuk. Og så var vi så heldige, at det hele foldede sig ud på samme tid og på samme måde hos os begge to, så vi kunne reagere på det, sagde han dengang til avisen og tilføjede senere i selvsamme interview:

- Tilvalget er så rungende, at jeg aldrig tænker på, at jeg kan miste Rikke igen. Det er der noget befriende i. Dermed ikke sagt, man ikke skal gøre sig umage

Flemming Møldrup og Rikke Møldrup Rasmussen har fortalt - blandt andet i et interview med Femina - at de ikke boede sammen, selv om de var smedet sammen.

- Så det, at Flemming og jeg lever, som vi gør i dag, skyldes, at vi gerne vil passe på kærligheden, sagde Rikke Møldrup Rasmussen til magasinet i 2020.

- Så det fravalg, vi har truffet ved ikke at bo sammen, er faktisk et tilvalg. Vi vil gerne have, at kærligheden skal holde, og det er ikke sikkert, at den ville have gjort det, hvis vi var flyttet sammen.

Det er anden gang, at Flemming Møldrup er blevet skilt. Han blev skilt fra sin datters mor i 2011.

Ti år efter udgav det forhenværende ægtepar bogen "Slug kamelen - der kommer flere. Leveregler fra et skilt forældreskab".

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 31/07/2024 - 09:00

FAKTA: Husk vand og skygge

* Medbring masser af frisk vand til din hund, hvis du planlægger en tur på stranden en varm solskinsdag.

* Sørg for at finde skygge til hunden, hvor den kan ligge og køle ned mellem badeturene.

* Lad ikke hunden bade for længe ad gangen, men giv den pauser, hvor den kan hvile sig.

* Tilbyd hunden frisk vand ofte, så du er sikker på, at den får væske indenbords.

Kilde: Lotte Evers, hundeekspert hos Agria Dyreforsikring.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 31/07/2024 - 09:00

Vandhale og lumske alger: Disse farer lurer for hunden på stranden

John Randeris/Ritzau Scanpix

Undgå, at den dejlige tur på stranden med din elskede vovse ender med et besøg hos dyrlægen.

En logrende hale og den karakteristiske lugt af våd pels skal helst være det eneste, din hund pådrager sig fra en tur på stranden.

Men udflugten til vandet rummer en række farer, der truer med at ødelægge den ellers hyggelige sommeraktivitet.

1) Overbelastet bagparti.

Er Fido en rigtig vandhund, der elsker at springe i bølgen blå, skal du være særligt opmærksom på lidelsen vandhale, der også kaldes svømmehale.

Svømmer hunden rigtig meget, risikerer den simpelthen at overbelaste musklerne i halen, og det kan føre til inflammation i nerverne, der sidder i haleroden.

Det fortæller Lotte Evers, der er hundeekspert hos forsikringsselskabet Agria Dyreforsikring. Hun er forfatter til flere bøger om hunde, har en fortid som opdrætter og har gennemført en række hundetræneruddannelser.

- Halen hænger slapt ned på hunden, og det er meget smertefuldt for den. Derfor skal man tage til dyrlægen og få noget smertestillende og derefter tage hjem og give hunden varme og hvile, siger hun og råder dig til at huske, at hunden har brug for pauser mellem svømmeturene.

- Nogle hundeejere lader deres hunde være i vandet i timevis, men det kan de altså ikke holde til. Du kan godt have hunden med en hel dag på stranden, men sørg for at give den hvilepauser, siger Lotte Evers.

2) Giftige alger.

Lad ikke hunden bade, hvis der er blågrønne alger i vandet. En høj koncentration af de mikroskopiske planter kan nemlig få fatale konsekvenser for din bedste firbenede ven.

- Hundene kan dø af det, og vi har allerede haft eksempler på det nu her, hvor vi har haft varmere vejr, fortæller Lotte Evers.

Ifølge den landsdækkende dyrlægekæde AniCura vil en hund, der har indtaget blågrønne alger, i løbet af 15-60 minutter begynde at vise symptomer som diarré, opkast, vejrtrækningsbesvær og krampe.

- Man skal tale med sin dyrlæge med det samme og handle hurtigt, understreger Lotte Evers.

Du kan tjekke koncentrationen af de blågrønne alger på din kommunes hjemmeside. Du kan også holde dig orienteret på DMI's hjemmeside.

3) Ispinde og nikotinposer.

Om sommeren er det ekstra vigtigt at holde skarpt øje med, hvad din hund stikker snuden i på stranden.

- Mange har mad med på stranden og efterlader madrester, som det er vigtigt at være opmærksom på. Det kan for eksempel være knogler fra fisk og kylling eller grillspyd, fortæller Lotte Evers.

Kogte knogler splintrer nemt i munden på hunden, og grillspyd kan give sår og skal i værste fald opereres ud af hundens mave.

Hold også hunden væk fra majskolber, som kan give hunden så slem en forstoppelse, at den skal på operationsbordet.

Pas ligeledes på med at forkæle din hund med det sidste af din ispind. Den lille træpind kan ligesom knoglerne nemt splintres i hundens mund eller sætte sig på tværs.

Sidst, men ikke mindst, er det vigtigt at gøre alt, hvad du kan, for at undgå, at hunden kommer til at spise nikotinposer, der ligger smidt i sandet.

- Det er det nye store problem, som vi næsten ikke ved, hvad vi skal gøre ved. Hver gang en nikotinpose bliver smidt i det fri, risikerer man, at en hund kan dø af det. For en lille hund eller en hvalp er en enkelt pose nok, siger Lotte Evers.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek