Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 26/01/2025 - 10:41

Langt flere frivillige vil våge over døende mennesker

På ti år er antallet, der vil våge over døende mennesker for Røde Kors og Ældre Sagen, mere end fordoblet.

ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Røde Kors og Ældre Sagen har de sidste ti år set en markant stigning i antallet af personer, der har meldt sig til at våge over døende.

En samlet opgørelse fra de to organisationer viser, at der sidste år var 2667 vågere. Det er mere end en fordobling siden 2014.

Det skriver DR.

Vågere melder sig til organisationernes tjenester for at sidde ved et døende menneskes side i deres sidste tid.

Nogle gange taler vågerne med de døende, andre gange holder de dem i hånden. Vigtigst er det dog, at vågerne er til stede, så den døende ikke er alene.

Det foregår både i de døendes hjem, på hospitaler og plejecentre.

Alexandra Dessoy, der er fagkonsulent for vågetjenesten ved Dansk Røde Kors, glæder sig over udviklingen, siger hun til mediet.

- Rigtig mange ønsker at være noget for andre. Og derfor tror jeg, at vi danskere er gode til at engagere os i det frivillige arbejde.

- Og så er vi så heldige, at der er rigtig mange, der gerne vil bidrage til, at vi ikke skal dø alene.

I 2024 brugte frivillige hos de to organisationer knap 33.000 timer på at våge over døende.

Det er typisk personlige oplever, der får frivillige til at melde sig som vågere. Det fortæller Camilla Stubbe, der er konsulent hos Ældre Sagen, til DR.

Mange af organisationens frivillige fortæller ifølge hende, at de ville ønske, at de havde vidst, at der var sådan et tilbud, da de selv stod i en lignende situation med en pårørende.

Det har fået Røde Kors og Ældre Sagen til at gå sammen om et nyt initiativ, som skal gøre det lettere at komme i kontakt med en vågetjeneste.

Organisationerne har lanceret hjemmesiden Vågetjeneste.dk til formålet.

/ritzau/

København, 26/01/2025 - 08:00

TV 2-stjerne ramt af Amors pil: Hun er mit livs kærlighed

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

- Det er svært at ønske sig meget mere, lyder det fra den forelskede Sommerdahl-skuespiller Mathias Käki Jørgensen, som igen kan ses i den populære krimiserie.

Der er amoriner i luften hos det unge stjerneskud Mathias Käki Jørgensen.

Skuespilleren har fundet kærligheden i sin nye kæreste, Line, som han har mødt gennem fælles venner.

- Det er fantastisk! Hun er jo mit livs kærlighed og gør mig til en bedre person.

- Hun er sød og klog, så det er svært at ønske sig meget mere, lyder det fra den forelskede skuespiller.

Den 30-årige seriestjerne er netop nu aktuel i sjette sæson af TV 2 Charlie-serien "Sommerdahl", hvor seerne følger efterforskeren Dan Sommerdahl - portrætteret af Peter Mygind - og hans kolleger i drabsafdelingen ved Helsingør Politi.

Derudover er Caspar Phillipson, Lise Baastrup, Laura Drasbæk og André Babikian også endnu en gang at finde på rollelisten.

I den populære krimiserie, der er blevet solgt til en række andre lande, spiller Mathias Käki Jørgensen politibetjenten Benjamin, der lever et liv med fast job, kæreste og barn.

Han danner nemlig par med Dan Sommerdahls datter, Laura. Tidligere i serien blev de forældre til deres lille søn, Svend.

- Benjamin er måske typen, der for det meste godt kan lide, at tingene er, som de altid har været, hvor jeg selv er lidt mere søgende: "Hvad er det, jeg skal have ud af det her?", siger han.

- Forstået på den måde, at det, jeg synes, var spændende for ti år siden, synes jeg ikke er spændende nu. Og det, jeg arbejder med nu, synes jeg ikke nødvendigvis, er spændende om ti år. Det er mere foranderligt, lyder det fra den autodidakte skuespiller, som til daglig driver sit eget produktionsselskab.

Selv om Sommerdahl-stjernen godt kan se sig selv stifte sin egen familie på et tidspunkt, venter babytøj og bleer dog ikke lige rundt om hjørnet.

- Der er nok nogle, der vil sige: "Gør det, for det kommer du aldrig til at fortryde!". Og det er sikkert også rigtigt, når det kommer på et eller andet tidspunkt. Men lige nu tror jeg, at vi hygger os med bare at være os, siger Mathias Käki Jørgensen om sin Line.

Parret nyder blandt andet at gå ud at spise, og den unge skuespiller beskriver sig selv og kæresten som et par madører, der holder af at spise god mad og drikke god vin.

I løbet af den seneste måned har det dog været svært for parret at komme ud at spise, fordi de begge har været på den såkaldte keto-kur.

- Du spiser kød, meget fedt og grøntsager, der næsten ikke har noget kulhydrat, så kroppen bliver fedtforbrændende i stedet for kulhydratforbrændende, forklarer han.

- Nu glæder vi os til at komme ud og hygge os igen, lyder det fra TV 2-stjernen.

Vil du følge, hvordan det går Benjamin og de andre karakterer i den nye sæson af "Sommerdahl", kan du se med på TV 2 Charlie og TV 2 Play fra søndag 26. januar.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 25/01/2025 - 08:00

Andreas Bo: Vi blev gift midt i en livskrise

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Komiker Andreas Bo og hans hustru, Katrine Wadil, har været ramt af en hård periode med alvorlig sygdom i den nærmeste familie.

Det var under svære omstændigheder, at komiker Andreas Bo endelig kunne sige "ja" til sin forlovede, Katrine Wadil, i oktober sidste år.

Komikeren fortæller nu om tiden før brylluppet, og hvorfor det blev udskudt i flere år efter forlovelsen i 2021.

- Vi besluttede for ganske nylig, at nu ville vi altså giftes, siger Andreas Bo og fortsætter:

- Vi har ævlet om det bryllup i så mange år - sandheden er, at hele vores forhold har været præget af sygdom, fortæller han åbenhjertigt.

- Vi har ikke selv været syge, men mange vigtige personer omkring os har eller har haft kræft.

Andreas Bo mistede sin lillebror til sygdommen for tre år siden. Inden da havde Andreas Bo og Katrine Wadil nået at sætte en dato for brylluppet, så broren kunne komme med.

- Så kom corona, og det betød, at min bror ikke måtte komme uden for en dør, fortæller Andreas Bo.

Det var der, parret valgte at udskyde drømmen om et bryllup.

- Nogle dage var der gode tal, andre dage var der dårlige tal …

- Jeg endte med at sige: "Jeg kan ikke det her, Katrine … Om 14 dage er der bryllup, og vi ved ikke, hvad der er sket til den tid, genfortæller Andreas Bo.

Katrine Wadil oplevede også alvorlige kræfttilfælde i sin familie i samme periode.

- Da vi lærte hinanden at kende, kørte jeg hende fast til hospice for at besøge et nært familiemedlem. Vi har levet i det her lort i alle de år, vi har været sammen. Alt er sygdom omkring os, og det har tæret, fortæller han.

- Vi udskød brylluppet længe, fordi så mange omkring os var alvorligt syge. Men så stod det klart for os, at der ikke var et alternativ, siger Andreas Bo.

57-årige Andreas Bo og 39-årige Katrine Wadil, der begge har to børn fra tidligere ægteskaber, mødte hinanden gennem en fælles ven i 2016.

Han kalder Katrine Wadil for "sit livs soulmate".

Parret sagde ja til hinanden ved en intim ceremoni på Nimb Hotel i hjertet af København.

- Det blev et lillebitte bryllup, hvor der kun var familie med og en enkelt veninde, siger Andreas Bo.

- Der sker det, at vi har verdens bedste dag. Tallene var gode den dag. Det var et mirakel, udbryder han.

- Vi ender på Sam's Karaoke Bar med min kone i brudekjole, min søster og min tonedøve svoger på "I Will Survive" … Det var helt fantastisk. Familien nåede at få oplevelsen. Det var drivkraften.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 26/01/2025 - 10:00

FAKTA: Fire trin til forårsklare haveredskaber

* Rengør plæneklipperen, og slib klingen med en slibesten. Sørg for at trækket på plæneklipperen er intakt og sidder godt fast.

* Tjek ledninger på elektriske haveredskaber. Ledningen skal være hel og sidde ordentligt fast. Løse ledninger kan eventuelt skrues fast igen. 

* Rengør motorsaven for grenrester, og udskift olien, hvis maskinen har stået ubrugt længe. Ofte bør kæden også slibes. Det kan man selv gøre med en særlig fil, eller man kan få det gjort hos forhandleren eller hos et maskinværksted.

* Rul haveslangen ud, og tjek den for utætheder. Huller kan lappes med gaffatape, som vikles to gange rundt om stedet. Sæt eventuelt en cykellap på under tapen, hvis hullet er stort.

Kilde: Bolius.dk

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 26/01/2025 - 10:00

Plej dit havegrej og undgå smitsomme sygdomme eller uheld

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

De kolde måneder inviterer til et serviceeftersyn af haveredskaberne, inden de for alvor kommer på arbejde i foråret.

Selv om der ikke er meget, der spirer i haven i februar, er der stadig en masse, du kan give dig i kast med, hvis det kribler i de grønne fingre.

Februar er nemlig den helt store forberedelsesmåned.

- Man kan både stå med knæhøj sne eller en skinnende sol, så det er en god måned at planlægge og se fremad, siger haveekspert hos Bolius Berit Rørbøl.

Det gælder særligt haveredskaberne, der med fordel kan få et grundigt eftersyn og servicetjek nu, før det går løs med udplantninger og beskæringer i det lunere forårsvejr.

Sådan lyder det fra Peder Glud, der er uddannelsesleder på anlægsgartneruddannelsen i Jordbrugets Uddannelsescenter i Aarhus.

- Mange redskaber står ubrugte hen over vinteren, så når man kommer til foråret, skal man sikre, at for eksempel benzin og olie i det motoriserede haveudstyr er friskt og nyt, siger Peder Glud og fortsætter:

- Det manuelle udstyr som lugejern og økser kan være svært at arbejde med, når der først kommer rust på, men det kan fjernes med ståluld eller slibes ligesom en kniv med en slibesten.

Rusten på udstyret kan opstå, hvis haveredskaberne har stået for fugtigt, fortæller Berit Rørbøl, der er haveekspert hos Videncentret Bolius.

- Redskaberne har bedst af at stå tørt, fordi de ofte er af træ og metal. Metallet kan ruste, og træet kan give sig, hvis det får fugt, siger hun.

- Det kan blive en god vane lige at tørre redskaberne af efter brug, så de ikke er fugtige. Det er vigtigt at fjerne gren- og bladrester, da sygdomme og svampe kan overleve og smitte videre, lyder det fra Berit Rørbøl.

Hvis ens haveredskaber af træ har trukket fugt efter en lidt for våd opbevaring i vintermånederne, kan det meste dog klares med en omgang sandpapir, siger Peder Glud.

Efter slibningen kan man med fordel give træet en omgang olie eller lak, der er med til at forsegle træet mod snavs og fugt.

- Sakse, ørnenæb og save har også godt af at blive serviceret med olie, så de er funktionelle. Spænd efter, hvad der skal spændes efter af skruer og bolte, siger Peder Glud.

Øksens blad kan også blive så godt som nyt, hvis man sliber det med en slibesten.

Slibningen af skærene eller smøringen med olie får ikke kun haveredskaberne til at holde længere, det mindsker også risikoen for uheld.

Et sløvt haveredskab er ligesom en sløv køkkenkniv - risikoen for uheld bliver større, siger Peder Glud.

Det gælder også de motoriserede maskiner, hvor sikkerhedsudstyr som briller, hjelme og dødemandsknapper også kan trænge til et eftersyn.

- Man burde have et minikørekort til mange havemaskiner. De er skyld i mange haveulykker. Når det går galt, går det virkelig galt, siger Peder Glud.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek