Los Angeles, 27/03/2021 - 10:40
Lakers bryder stime af nederlag i NBA uden LeBron James
Los Angeles Lakers besejrede Cleveland Cavaliers og vandt dermed for første gang siden LeBron James' skade.
Af: /ritzau/
Uden den skadede basketballstjerne LeBron James på banen har Los Angeles Lakers haft det svært, men natten til lørdag dansk tid lykkedes det endelig at bryde en stime af nederlag.
De forsvarende mestre besejrede Cleveland Cavaliers 100-86 hjemme i Staples Center og vandt dermed en kamp i NBA efter fire nederlag på stribe.
At Lakers har haft det svært, kan i høj grad tilskrives fraværet af LeBron James.
Den mangeårige profil i ligaen og firedobbelte MVP (mest værdifulde spiller) pådrog sig for en uge siden en ankelskade i et nederlag til Atlanta Hawks.
Siden har Lakers også tabt til Phoenix Suns, New Orleans Pelicans og Philadelphia 76ers. Med til historien hører dog også, at en anden stor Lakers-profil, Anthony Davis, har været ukampdygtig på grund af en forstrækning siden midten af februar.
Uden de to er Lakers gledet en anelse ned i tabellen og ligger efter 46 kampe på fjerdepladsen i Western Conference.
Men mod Cleveland fik holdet fra Californien oprejsning.
Montrezl Harrell kom ind fra bænken og scorede 24 point, mens tyskeren Dennis Schröder bidrog med 17 point i sejren.
Los Angeles Lakers var bagud med syv point efter to quarters, men lige efter pausen blev sejren grundlagt i en periode, som holdet vandt 19-2.
På grund af coronapandemien blev sæsonen først sat i gang i december og består kun af 72 grundspilskampe mod de sædvanlige 82.
Sæsonen slutter i juli - umiddelbart før OL i Tokyo.
/ritzau/