Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 21/05/2024 - 11:00

Kurator vil forsøge at få fingre i millionudbytte fra Nordic Waste

Der er udbetalt 96,3 millioner kroner i udbytte fra Nordic Waste og et søsterselskab, skriver medie.

Af: /ritzau/

Kammeradvokaten er i gang med at undersøge, om der er grundlag for at gå efter de millioner, som stifterne af den konkursramte virksomhed Nordic Waste tidligere har trukket ud til sig selv som udbytte.

Det siger Boris Frederiksen, der er er partner i Kammeradvokaten og kurator i konkursboet efter Nordic Waste, til Radio4.

- Det er en del af undersøgelsen, at vi kigger på de gange, hvor der er blevet udbetalt udbytte eller på andre måder er ført penge ud af selskaberne, siger han til mediet.

Ejerkredsen har udbetalt i alt 96,3 millioner kroner i udbytte fra henholdsvis Nordic Waste og søsterselskabet DSH Recycling. Det fremgår af virksomhedernes regnskaber for perioden 2018 til 2022, skriver Radio4.

Sagen om Nordic Waste har stået på, siden et miljøfarligt jordskred blev offentligt kendt i december sidste år.

Siden har myndigheder kæmpet med at inddæmme skaderne og risikoen for miljøforurening.

Kort efter skreddet overlod virksomheden Nordic Waste, som har stået for den praktiske håndtering af dispensationen på vegne af DSH Recycling A/S, oprydningen til Randers Kommune.

Ansvaret og betalingen for jordskreddet er stadig et stridspunkt.

/ritzau/

Cannes, 21/05/2024 - 02:19

Anmeldere roser danskiraners Trump-kritiske film

Valery Hache/Ritzau Scanpix

Ali Abbasis film "The Apprentice" beskrives som et "karaktermord" på ekspræsident Donald Trump.

Iranskdanske Ali Abbasis film "The Apprentice", der mandag fik premiere ved verdenspremieren i Cannes, er et "nådesløst karaktermord på Donald Trump".

Sådan lyder det i Politikens anmeldelse, hvor filmen får tre hjerter ud af seks mulige.

- Filmen har – som kunstværk betragtet – både for meget brug for virkelighedens historie og giver for lidt nyt til den. Det er på den måde Ali Abbasis svageste film i hans foreløbige ouevre. Det er heldigvis et samlet ouevre, hvor niveauet er imponerende højt, skriver anmelderen.

Filmen skildrer den tidligere amerikanske præsident Trumps unge dage i New York i 1980'erne og hans vej til magten gennem, hvad der beskrives som en "djævelsk pagt med den indflydelsesrige højrefløjsadvokat og politiske problemknuser Roy Cohn".

Filmmagasinet Ekko giver "The Apprentice" fire ud af seks stjerner og skriver, at det er en "tankevækkende" historie, som peger frem mod "nutidens hensynsløse, politiske monster".

- Det er samtidig filmens svaghed, at man så tydeligt mærker hensigten med dramaet, der kun momentvis lever i sin egen ret. Derfor står The Apprentice heller ikke kunstnerisk lige så stærkt som Abbasis to foregående, grænsebrydende film, skriver anmelderen med henvisning til "Grænse" og "Holy Spider".

Informations anmelder bider også mærke i, at filmen ikke er lige så visuelt og narrativt vild som Abbasis' tidligere film, men det gør ikke spor, lyder det.

- Det er en fascinerende rejse at være med på, ikke mindst fordi Ali Abbasi og Sebastian Stan gør Trump så, ja, sympatisk og næsten tilforladelig i begyndelsen af The Apprentice. Han er kejtet og forsigtig, og han virker charmerende, da han beslutter sig for, at han vil have Ivana (Trumps første kone, red.), lyder det.

Sebastian Stan spiller Donald Trump i filmen.

/ritzau/


Læs Mere >>

Cannes, 20/05/2024 - 23:17

Medie spår dårlig modtagelse af dansk instruktørs film hos Donald Trump

Scott A Garfitt/Ritzau Scanpix

"The Apprentice" om ekspræsident Donald Trump er lavet af den dansk-iranske instruktør Ali Abbasis.

Filmen "The Apprentice" af den dansk-iranske instruktør Ali Abbasis blev mandag aften modtaget med otte minutters stående bifald ved verdenspremieren i Cannes.

Det skriver underholdningsmediet Variety om spillefilmen, der handler om den tidligere amerikanske præsident Donald Trump.

Variety beskriver filmen som "eksplosiv" og skriver, at mange elementer af "The Apprentice" ikke kommer til at falde i god jord hos ekspræsidenten.

Filmen skildrer Trumps unge dage i New York i 1980'erne og hans vej til magten gennem, hvad der beskrives som en "djævelsk pagt med den indflydelsesrige højrefløjsadvokat og politiske problemknuser Roy Cohn".

Ved premieren blev Abbasis spurgt om, hvorfor han har lavet filmen. Til det svarede han, at der ikke er nogen pæn måde at håndtere, hvad han betegner som en opblomstring af fascisme.

- Det er på tide at gøre film relevante igen. Det er på tide at gøre film politiske igen, sagde han ifølge en pressemeddelelse.

Mediet The Hollywood Reporter beskriver også flere "chokerende" scener i filmen, heriblandt Trumps angivelige voldtægt af sin første kone, Ivana Trump.

Ivana Trump har senere trukket anklagen tilbage, mens Donald Trump selv har afvist den.

The Hollywood Reporter skriver også, at der lød et gisp blandt flere i publikum under en scene, hvor Donald Trump får en fedtsugning.

Mediet Deadline skriver i sin anmeldelse, at filmen ikke just er flatterende for Trump, men at den heller ikke er et karaktermord.

I stedet, skriver Deadline, er målet med filmen af vise Trumps forhistorie - uanset hvilke meninger man har om ekspræsidenten i dag.

Abbasis står også bag filmene "Border" og "Holy Spider".

Med i "The Apprentice" spiller blandt andet den Emmy- og Golden Globe-nominerede amerikaner Sebastian Stan, Jeremy Strong, kendt fra Succession, og den Oscar- og Golden Globe-nominerede bulgarske skuespiller Maria Bakalova.

Flere danskere har også været med til at lave filmen, heriblandt Kasper Tuxen, filmens fotograf, samt klipperne Olivia Neergard-Holm og Oliver Bugge Coutté. Martin Dirkov er også en af komponisterne på filmen.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 21/05/2024 - 10:00

FAKTA: Bliv klogere på diverse arter

* Flere forskellige sommerfuglearter kan lægge vejen forbi haven. Bliv klogere på tre af de mest almindelige arter i Danmark:

* Citronsommerfugl: Hannen har en citrongul farve, mens hunnen er lys grønhvid eller limegrøn. Som voksen overvintrer den i frit løv. Sommerfuglen tøer op og genoptager flyvningen, når dagene bliver længere og vejret mildere.

* Admiral: Er orange, hvid og sort. Hunnen kan lægge op til 1000 æg, hvor de fleste andre sommerfuglearter lægger mellem 400 til 500 æg.

* Aurora: Hannen er appelsinorange yderst på vingerne. Hunnen er hvid med enkle, gråsorte tegninger. Begge har mosgrøn marmorering på bagvingens underside. Den har en puppetid på næsten ti måneder.

Kilde: Danmarks Naturfredningsforening.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 21/05/2024 - 10:00

Gør din have til et paradis for sommerfugle

Drømmer du om sommerfugle i haven, kan du sætte ind på plantefronten. Og så kan du begive dig ud i at lave en sommerfuglebar.

Sæsonen, hvor vi har mulighed for at spotte sommerfugle, er skudt i gang.

Og det er et godt tegn, hvis du kan finde de smukke insekter i din egen have.

Det mener Therese Nissen, der er natur- og miljøpolitisk rådgiver hos Danmarks Naturfredningsforening.

- Sommerfuglen er en indikator på, at noget er godt i haven. Den kan komme forbi, fordi der er blomsterplanter, hvor den kan få nektar, eller fordi der er værtsplanter, hvor den kan lægge sine æg, siger hun.

Ønsker du at gøre haven til et attraktivt sted for sommerfugle, kan du derfor søge mod planteverdenen.

Det kan være en almindelig stedmoderblomst, der er et hit hos perlesommerfugle.

Den slags planter er essentielle, da de både kan fungere som værts- og nektarplanter.

- Ud over at de kan give nektar, spiser larverne af planterne og bruger dem som levested. Så de er nødvendige for, at der kommer en generation næste år, siger Therese Nissen.

Vil du have besøg af blåfugle, er det oplagt at plante kællingetand, fordi de kan bruge den som værtsplante, forklarer hun videre.

Du kan også give dig i kast med en plante, som du næppe har drømt om at have i din have tidligere: brændenælden.

For både admiral, nældens takvinge og dagpåfugleøje bruger den som værtsplante.

Og det er muligt at indrette haven, så brændenælderne ikke bliver til stor gene.

- Det kan være noget med at sige: "Okay, her er et solbeskinnet område, hvor der også er brændenælder, der får lov til at få noget plads".

- Jeg har for eksempel en stor forhave, hvor der vokser brændenælder. Så det er et afgrænset område, hvor jeg siger: "Her må de godt være". Til gengæld skal de ikke være i min køkkenhave, for ellers bliver det for svært at luge, siger Therese Nissen.

Dertil kan du med fordel undlade at tage en tur med plæneklipperen de steder, hvor det er muligt. Det anbefaler Marie Uth, der er selvstændig havedesigner og driver siden naturlighavedesign.dk.

- Larverne af græsrandøjer og engrandøjer lever i langt græs. Og da der er tale om almindelige græsarter, er det ret nemt at lykkes med, siger hun.

Vil du investere i et nektarrigt planteudvalg til de flotte insekter, er sommerfuglebuske blandt de bedste bud.

Det skyldes, at de indeholder meget nektar, som nogle sommerfugle er meget glade for, forklarer havedesigneren.

- Så har man sommerfuglebuske, vil man tit opleve at få mange sommerfugle i haven, siger hun.

Dertil kan du lave det, som havedesigneren kalder en sommerfuglebar, hvor du laver en lille vold bestående af sten og lidt sandet jord.

- Og så kan man sætte nogle af de solelskende og tørketålende planter på volden, som sommerfuglene rigtig godt kan lide.

- Så skaber man et godt mikroklima for sommerfuglene, hvor de både kan finde mad og varme, siger Marie Uth.

For at øge chancerne for at tiltrække sommerfuglene bør du placere planterne og sommerfuglebaren steder, der tilbyder læ og varme.

Derudover bør du holde dig fra sprøjte- og insektgifte, hvis du ønsker mange vilde arter i haven, siger havedesigneren.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek