Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 24/08/2021 - 11:00

Kunderne vender gradvist tilbage til DSB oven på corona

I andet kvartal havde DSB flere passagerer end samme periode i 2020. Det er dog stadig færre end før corona.

Af: /ritzau/

Udbruddet af ny coronavirus har lagt en gevaldig dæmper på, hvor mange passagerer der har taget turen med det statsejede togselskab DSB.

I årets andet kvartal er kunderne dog begyndt at vende tilbage. Det fremgår af DSB's regnskab for april, maj og juni, der er offentliggjort tirsdag.

Her havde DSB 28,4 millioner kunder. Det er 7,7 millioner flere kunder end i de samme tre måneder sidste år, hvor DSB havde 20,7 millioner passagerer.

Det er dog fortsat lang vej op til niveauet, inden corona brød ud. I april, maj og juni 2019 havde DSB 46,6 millioner kunder.

Under epidemien har der blandt andet været krav om, at togene ikke har måttet være helt fyldte, så passagerne har kunnet holde afstand.

Nu er kravet om pladsbillet blevet ophævet i regionaltogene. Det gælder dog fortsat i landets InterCity- og InterCityLyn-togene.

- Vi har kørt fuld køreplan og leveret en solid indsats med punktligheden på plads i et første halvår fortsat præget af corona, siger direktør Flemming Jensen.

- Det giver et stærkt fundament for det store arbejde, der ligger forude med at få kunderne tilbage til toget og den kollektive transport og styrke den grønne omstilling, lyder det i en kommentar.

/ritzau/

Nyhedsarkiv