Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Bruxelles, 22/10/2021 - 10:43

Kroatien ser ekstremt behov for hegn ved EU's ydre grænser

Migration står fredag øverst på dagsordenen, når EU's stats- og regeringschefer holder topmøde i Bruxelles.

Johanna Geron/Reuters

Af: /ritzau/

Der er brug for solidaritet i EU for at håndtere det stigende pres fra migranter.

Det er budskabet fra Belgiens premierminister, Alexander de Croo, fredag forud for et EU-topmøde, hvor migration er højt på dagsordenen.

- Solidaritet bør gå begge veje. Beskeden til de sydlige lande er klar: Konsolider jeres grænser, og vi vil vise solidaritet med jer via midler til bedre at beskytte jeres ydre grænser.

- Men solidaritet skal gå begge veje. For det må ikke være sådan, at det er få lande, der bærer hele læsset for at byde folk, der har brug for hjælp, velkommen. Hvis det skal virke på europæisk niveau, skal alle vise solidaritet, siger han.

Det følsomme emne migration står fredag øverst på dagsordenen, når EU's stats- og regeringschefer holder topmøde i Bruxelles. Det er særligt pres fra migranter ved EU's ydre grænser, som optager regeringscheferne.

Kroatiens premierminister, Andrej Plenkovic, er fortaler for, at der kommer hegn eller mure op ved de ydre grænser.

- Vi bør tale om fysiske barrierer, som der er ekstremt behov for som en kortvarig løsning for at håndtere denne krise.

- For ingen ved, hvad der sker i morgen. Måske vil der være 4-5000 migranter ved grænsen på samme tid eller som forsøger at krydse grænser på forskellige steder, siger han på vej ind til topmødet.

Også Danmark ser fysiske barrierer som en løsning. Det gælder blandt andet ved grænsen til Hviderusland. Flere lande mener, at Hviderusland med vilje sender migranter mod grænserne til EU for at destabilisere unionen.

- Det er helt afgørende, at der er styr på den ydre grænse. Hviderusland bruger mennesker på en måde, der på alle måder er inhuman og usympatisk.

- Selvfølgelig skal vi have styr på den ydre grænse. I dag kan EU ikke støtte fysisk opførelse af grænsehegn. Det mener vi, at EU skal gøre i fremtiden, sagde statsminister Mette Frederiksen (S) torsdag.

Den svenske statsminister, Stefan Löfven, mener også, at de ydre grænser mod Hviderusland skal beskyttes. Han afviser at kommentere specifikt spørgsmålet om grænsehegn.

- Når det sker, at et naboland til EU med vilje fører flygtninge mod grænsen til et EU-land, så må vi naturligvis gøre noget for at beskytte vores ydre grænser.

- Det er helt naturligt, synes jeg, siger han ved topmødet fredag.

/ritzau/

Nyhedsarkiv