Tokyo, 20/03/2021 - 10:54
Kraftigt jordskælv skaber tsunami ved Japans kyst
Et område, som blev påvirket af dødbringende jordskælv i 2011, er lørdag ramt af kraftige rystelser.
Af: /ritzau/
Et kraftigt jordskælv har lørdag ramt ud for Japans nordlige kyst og skabt en tsunami på omkring en meters højde.
Det oplyser den statslige nyhedskanal NHK ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge det amerikanske jordskælvscenter USGS havde skælvet en beregnet styrke på 7,0. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Jordskælvet ramte klokken 10.09 dansk tid nær Miyagi-regionen ved den nordlige japanske kyst. Regionen var blandt de områder, der blev påvirket af et dødbringende jordskælv og efterfølgende tsunami i 2011.
Der er lørdag formiddag ikke umiddelbart nogen meldinger om ødelæggelser eller tilskadekomne. Det oplyser lokale medier ifølge AFP.
/ritzau/