Bruxelles, 12/10/2020 - 10:51
Kommissær-smitte gør flere møder i EU-Kommissionen digitale
Det er særligt staben omkring EU-kommissærerne, der fremover må nøjes med at mødes digitalt.
Af: /ritzau/
EU-Kommissionen strammer sine coronaregler for at undgå flere smittetilfælde.
Det sker, efter at EU-kommissær Marija Gabriel lørdag meldte, at hun er testet positiv for coronavirus. Det skriver det politiske netmedie Politico.
Marija Gabriel, der har ansvar for forskning og innovation, er den første EU-kommissær, som er bekræftet smittet med coronavirus.
Det er særligt staben omkring kommissærerne, der bliver underlagt strammere regler.
For eksempel skal møder, hvor kommissærernes kabinetter, juridiske medarbejdere og sekretærer deltager, fremover holdes digitalt. Det oplyser talsmand Eric Mamer over for Politico.
Det er ofte på disse møder, at medarbejderne planlægger arbejdet med en kommissærs forslag, før det bliver fremlagt.
Øvrige ugentlige møder med højtstående medarbejdere for kommissærerne må stadig gerne holdes fysisk.
Møderne bliver dog fortsat afholdt med begrænset antal fremmødte. Derfor må en række af de øvrige embedsmænd nøjes med at deltage i møderne digitalt.
Kommissærerne får også lov til at holde møder fysisk. Men igen er der sat begrænsninger, så det kun er den nære stab omkring kommissærerne, for eksempel deres talsperson, der får lov til at være med.
Bulgarske Marija Gabriel blev testet mandag i sidste uge. Den første test var negativ, men lørdag viste en ny test, at hun er smittet.
Hun har siden den første test været i isolation. Og hun er ikke den første af EU-formand Ursula von der Leyens kommissærer, der er i isolation.
Flere andre kommissærer har været i isolation for en sikkerheds skyld. Og det samme har Ursula von der Leyen selv.
Den ungarske EU-kommissær, Oliver Varhelji, oplyste søndag, at han er gået i karantæne og afventer svar på en coronatest. Det skyldes, at en person i hans stab er bekræftet smittet med virusset.
/ritzau/