København, 15/06/2022 - 10:57
Kommentator: Presset Messerschmidt leder efter ny DF-niche
DF-formand vil gå til kamp imod "et krænkelseshysteri". Gevinsten bliver begrænset, mener kommentator.
Af: /ritzau/
Når Morten Messerschmidt (DF) bebuder en kamp mod såkaldte woke-tendenser og sætter sig på identitetspolitikken, så er det et udtryk for, at DF-formanden er presset oven på den seneste tids uro i partiet.
Det siger politisk kommentator Hans Engell.
Morten Messerschmidt giver onsdag et interview i Avisen Danmark, hvor han igangsætter en ny anti-wokekampagne, som går imod det politisk korrekte og det, han kalder "et krænkelseshysteri".
- Jeg læser i høj grad interviewet som en presset Messerschmidt, der er på jagt efter en ny niche til at bygge Dansk Folkeparti op.
- I mange år har partiet haft udlændingepolitikken som varemærke, og det er andre partier jo i høj grad gået ind og overtaget dele af, siger Hans Engell.
Messerschmidt ønsker blandt andet, at de såkaldte Chicago-principper, der er et sæt principper om ytringsfrihed på universiteter, skrives ind i universitetsloven.
Derudover siger han, at undervisningsmateriale i folkeskolen kun skal behandle kønsspørgsmål "med den interesse, som kan retfærdiggøres".
Interviewet kommer oven på stor uro i partiet. Senest er den vakt til live igen, efter at Dansk Folkeparti led nederlag ved folkeafstemningen om EU-forsvarsforbeholdet.
Af samme grund er det heller ikke selve udspillet, som er det vigtigste for DF-formanden. Det er derimod muligheden for at føre reel politik. Det siger Casper Dall, der er politisk redaktør hos Avisen Danmark.
- Jeg tror ikke, at identitetspolitikken kommer til at fylde 30 år i dansk politik (ligesom udlændingepolitikken, red.). Men det er sådan set heller ikke det, der er nødvendigt for Morten Messerschmidt.
- Morten Messerschmidt har mulighed for - og brug for - at få nogle små sejre. Og det forsøger han at se, om han kan skaffe sig her med et identitetspolitisk fokus, siger han.
Om det bliver identitetspolitikken, der skaber et comeback til Dansk Folkeparti, er de politiske kommentatorer dog ikke nødvendigvis enige med Messerschmidt i.
Men det har potentiale, omend det er begrænset, siger Hans Engell.
- Messerschmidt er altid bedst, når han er i kamp. Det vil sige, at Morten Messerschmidt trives bedst, når han har modstandere, hvor han kan slås om værdipolitiske temaer.
- Det er klart, at det her er et område, hvor der bestemt kan være et potentiale. Der vil være mange, som synes, at identitetspolitikken er gået alt for langt, og at det begynder at blive hysterisk.
- Men jeg tror ikke, at det er noget, der flår de store vælgergrupper ned fra hylderne, siger han.
/ritzau/