Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 07/01/2020 - 10:55

Klaus Riskær Pedersens parti dropper kommunalvalg

Borgerlisten, der tidligere gik under partinavnet Klaus Riskær Pedersen, har fokus på at komme i Folketinget.

Af: /ritzau/

Borgerlisten stiller ikke op til kommunalvalg.

Det oplyser partiet i en pressemeddelelse.

Beslutningen er blevet taget på et gruppemøde blandt partiets spidskandidater 3. januar.

- På kommunalt plan er det partiets holdning, at man ikke kan bidrage med noget, som ikke bedre kan klares lokalt, skriver partiet i pressemeddelelsen.

Partiet har Klaus Riskær Pedersen som partileder. Kort før jul skiftede partiet navn fra Klaus Riskær Pedersen til Borgerlisten.

Det lykkedes ikke for partiet at blive valgt ind i Folketinget sidste år. Partiet Klaus Riskær Pedersen fik ved folketingsvalget 5. juni 0,8 procent af stemmerne.

Dermed var der et stykke op til spærregrænsen på 2,0 procent, og partiet kom altså ikke ind i Folketinget i første forsøg.

Det næste kommunalvalg finder sted i 2021.

/ritzau/

Nyhedsarkiv