Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 26/03/2021 - 10:55

Kaptajn: De mindste fejl kan få skib ud af kurs i Suez-kanalen

Niels Bergkvist Hansen har sejlet gennem Suez-kanalen omkring 50 gange og kalder det en "kæmpe opgave".

Cnes/Airbus Ds/Reuters

Af: /ritzau/

Tirsdag stødte et 400 meter langt containerskib på grund i Suez-kanalen, og det har blokeret den vigtige passage lige siden.

For skibsfører Niels Bergkvist Hansen, der til dagligt arbejder hos rederiet Torm, er det ikke overraskende, at uheld som dette kan ske.

Han har sejlet omkring 50 gange gennem Suez-kanalen - senest sidste år - og betegner det som en kæmpe opgave hver gang, hvor de mindste fejl kan skabe problemer.

- Kanalen er forholdsvis smal, og skibene er store. Der kan være sidevind eller kastevind eller dårlig sigtbarhed på grund af tåge eller sandstorm.

- Vandforholdene kan være forskellige fra gang til gang afhængig af strøm og høj- og lavvande.

- De mindste ting kan gøre, at man mister styringen. Man skal gå til opgaven med varsomhed og være opmærksom hele vejen igennem i kanalen.

- Det er rigtig svært at stoppe, når først det går galt, som det er sket her. Det er ikke ligesom på en bil, hvor man har fire kontaktpunkter med en fast flade.

- Det har man ikke på et skib. Vandet giver sig hele vejen rundt, og uanset hvad du gør, kan man ikke bare stoppe - heller ikke selv om man kaster anker, siger Niels Bergkvist Hansen.

Suez-kanalen er 195 kilometer lang. Det tager omkring 18 timer at sejle igennem passagen.

Niels Bergkvist Hansen fortæller, at han normalt vil have ansvaret for sejladsen de første og sidste seks timer, mens han holder pause i seks timer midtvejs.

Der er altid en lods om bord, der har et stærkt kendskab til kanalen og skal rådgive kaptajnen undervejs.

- Det er længden på sejladsen, der er den store udfordring, for hvis man begynder at slappe lidt af, så kan det hurtigt gå galt.

- Man er hele tiden på, og det kræver enorm koncentration at skulle holde fokus i så lang tid. Det kan man ikke 18 timer i træk.

- På åben hav har du tid til at reagere - her taler man om ti minutter eller en halv time - mens man inde i kanalen snakker om 30 sekunder, og samtidig er det meget svært at rette op, når det først er kommet ud af kurs, siger han.

Det kan vare flere uger, inden det grundstødte skib i Suez-kanalen bliver trukket fri, og passagen kan åbne igen.

Normalt sejler der 25.000 skibe gennem om året. Flere skibe har allerede valgt at sejle og tage den lange vej rundt om Afrika.

Det gør turen op mod 14 dage længere, men det er ikke noget, sømænd tager så tungt, fortæller Niels Bergkvist Hansen.

- Vi er lidt vant til, at vi ikke kommer hjem til tiden af forskellige årsager - på grund af dårligt vejr eller havne, der lige pludselig lukker. Det er ikke noget, der slår bunden ud af os, siger Niels Bergkvist Hansen.

/ritzau/

Nyhedsarkiv