Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 11/10/2022 - 10:20

Kane vil bære regnbue trods risiko for bøde fra Fifa

Englands Fodboldforbund ønsker at spille i regnbuefarvet anførerbind, selv om Fifa giver bøde for det.

Carl Recine/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Englands anfører, Harry Kane, agter at bære regnbuefarvet anførerbind under det kommende VM i Qatar som støtte til LGBTQ+. Også selv om det skulle medføre en straf.

Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) har endnu ikke meldt ud, om det bliver tilladt at bære regnbuefarver på armen, men Englands Fodboldforbund (FA) er uanset fast besluttet på, at Kane skal bære bindet, selv om det skulle medføre en bødestraf.

Det skriver Sky Sports.

Anførerne for ni europæiske deltagerlande ved VM - herunder Danmark - ønsker at bære det specielle bind under VM, men Fifa er endnu ikke kommet frem til, om det bliver godkendt.

Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) arbejdsgruppe vedrørende Qatar bad Fifa om lov for tre uger siden, skriver nyhedsbureauet NTB.

Danmarks anfører, Simon Kjær, bar regnbuebindet i forbindelse med de seneste kampe i Nations League som en del af antidiskriminationskampagnen "OneLove".

I Dansk Boldspil-Union (DBU) lader man det være op til Fifa, om det også sker ved VM.

Det sagde Kjær i forbindelse med Nations League-kampene.

- Det er ikke vores beslutning, om vi får lov til at spille med det til VM, men hvis vi får lov til det, så gør vi selvfølgelig også det. Indtil da spiller vi med det i de her to kampe, og så tager vi det andet på et senere tidspunkt, sagde Kjær.

I Qatar er homoseksualitet forbudt og kan straffes med op til syv års fængsel. Myndighederne i landet har lovet, at alle er velkomne under den kommende VM-slutrunde, uanset seksuel orientering.

VM spilles fra 20. november til 18. december.

/ritzau/

Nyhedsarkiv