Roskilde, 14/11/2020 - 10:53
Jakob Ellemann vil ændre epidemiloven hurtigt
Allerede i næste uge bør statsminister Mette Frederiksen indkalde til forhandlinger, siger Ellemann.
Af: /ritzau/
Socialdemokratiet er efterhånden isoleret på Christianborg, når det gælder epidemiloven. Alle andre partier ønsker, at regeringen og dens ministre fratages en række af de vidtgående beføjelser i loven.
Nu skruer Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen op for kravet om at få ændret epidemiloven. I sin landsmødetale opfordrer han statsminister Mette Frederiksen (S) til at indkalde til forhandlinger i næste uge.
- Statsministeren har udtrykt det sådan, at vi er i gang med en dans med corona. Men hvis hun er den eneste, der kender dansetrinene, så risikerer vi at træde forkert som samfund, siger Jakob Ellemann-Jensen.
Oppositionspartierne har i månedsvis kritiseret statsministeren for ikke at inddrage partierne i centrale beslutninger. Kritikken er for alvor taget til, efter Mette Frederiksens beslutningen om at aflive alle mink i Danmark:
- I sidste uge gav statsministeren en ulovlig ordre om at aflive et helt erhverv. Et traditionsrigt og succesfuldt minkerhverv, som jeg tror, vi er mange, der er stolte af.
- På et enkelt pressemøde mistede mennesker alt. Livsværk og levebrød gik til grunde, uden at der hverken var styr på loven eller styr på erstatningen til de mange minkavlere, der står tilbage med værdiløse gårde. Siden er der rejst tvivl om selve grundlaget for beslutningen.
- Jeg mener det er en skandale, og det er noget, der ikke hører hjemme i et demokrati. Vi skal aldrig mere stå i den situation. Aldrig, siger Ellemann-Jensen i talen.
Han argumenterede dog selv for at støtte op om regeringens beslutning og stole på sundhedsmyndighederne i en intern mail søndag aften. Efter kritik fra bagland og Folketingsgruppe ændrende Ellemann dog kurs mandag og ville ikke længere støtte regeringens hastelovgivning bag beslutningen.
Forskere i ind- og udland har siden kritiseret Statens Seruminstitut for at overdrive frygten for cluster 5-mutationen af corona. Det var en af de begrundelser, som statsministeren brugte for at legitimere beslutningen om at aflive alle mink. SSI har dog ikke konstateret smitte med cluster 5 i to måneder trods tusinder af test i Nordjylland.
På baggrund af "skandalen" bør statsministeren grundlæggende ændre kurs i det parlamentariske arbejde, siger Jakob Ellemann-Jensen:
- Statsministeren har vist sig ude af stand til at forvalte den tillid, som Folketinget viste hende i foråret, da corona ramte Danmark. Det skal vi lave om nu.
- Derfor foreslår Venstre, at vi skal have en ny epidemilov, så vi kan få sat en stopper for den enevældige tilgang, som statsministeren har praktiseret, siger Jakob Ellemann-Jensen.
/ritzau/