Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Teheran, 30/01/2023 - 10:59

Iran indkalder ukrainsk topdiplomat til samtale efter droneangreb

Zelenskyj-rådgiver skriver på Twitter, at Ukraine advarede Iran mod påstået involvering i Ruslands invasion.

Af: /ritzau/

Iran indkalder mandag Ukraines topdiplomat i hovedstaden Teheran til samtale.

Det sker efter en ukrainsk rådgivers kommentarer om et mistænkt israelsk droneangreb i byen Isfahan.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Amerikanske embedsmænd citeres i flere medier for at sige, at det tyder på, at Israel sent lørdag aften lokal tid stod bag et droneangreb på en militærfabrik i Iran.

Iran hævder selv at have afværget angrebet, og at der ikke skete betydelig materielskade eller var nogen tilskadekomne.

Angrebet kommer midt i spændinger mellem på den ene side Iran og den anden Israel og Vesten.

Især over Irans nukleare ambitioner og landets våbenleverancer til Rusland til brug i krigen i Ukraine.

Iran har blandt andet leveret de meget omtalte kamikazedroner, som er blevet brugt hyppigt under Ruslands invasion.

Mykhailo Podolyak, som er rådgiver for den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, forbinder på det sociale medie Twitter direkte angrebet til invasionen.

- Eksplosiv aften i Iran - droner og missilproduktion, olieraffinaderier. Ukraine advarede jer, skriver han.

Ruslands udenrigsministerium advarer mandag ifølge Reuters imod eskalering.

- Sådanne destruktive handlinger kan have uforudsigelige konsekvenser for freden og stabiliteten i Mellemøsten, lyder det.

Ifølge Reuters har Iran anerkendt, at landet har leveret droner til Rusland, men at det skete før invasionen af Ukraine i februar 2022.

Rusland afviser at have brugt iranske droner under krigsførelsen, men flere er blevet fundet i Ukraine.

Officielt har Iran ikke givet nogen skylden for angrebet.

/ritzau/

København, 30/01/2023 - 10:26

Grevinde Alexandra single: Afsluttede brat forholdet

Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Grevinde Alexandra har gjort det forbi med sin kæreste, tech-millionæren Nicolai Peitersen. Det bekræfter hendes presserådgiver over for Her og Nu.

Luften mellem grevinde Alexandra og hendes kæreste, techmillionæren Nicolai Peitersen, er gået fra varm til kold.

Grevinde Alexandra afsluttede brat forholdet i sidste uge. Det skriver Her og Nu.

- Grevinde Alexandra er blevet gjort bekendt med nogle kendsgerninger, som grevinden lægger kraftigt afstand til, og derfor har reageret prompte.

- Også selv om hun står midt i sorgen efter sin elskedes mors bortgang, fortæller hendes presserådgiver til magasinet.

Grevinde Alexandras mor døde i starten af året og blev fredag bisat i Wien.

Den 58-årige grevinde og Nicolai Peitersen mødte hinanden i starten af 2020 gennem en fælles ven.

Nicolai Peitersen har fast adresse i Kina, hvor han arbejder, og derfor sås parret ikke ofte.

– Det er kompliceret. Han har hovedkontor i Madrid. Han har sine børn i Kina. Og det er meget nyt. Vi nyder hinandens selskab, sagde grevinde Alexandra sidste år til B.T.

Kort efter deres møde blev grevinden investor i Nicolai Peitersens firma, Wikifactory. Om bruddet betyder, at hun vil trække sig ud af virksomheden, melder hendes presserådgiver ikke noget om.

Grevinde Alexandra har førhen været gift med fotografen Martin Jørgensen fra 2007 til 2015, men forskellige værdigrundlag i ægteskabet førte til en skilsmisse.

Hun har desuden været gift med den danske prins Joachim, som hun blev skilt fra i 2005. De to har sammen børnene grev Nikolai og grev Felix.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 29/01/2023 - 08:00

Dansk seriestjerne kommer fra familie med store armbevægelser

Simon Sears spiller efterforskningsleder i "Den som dræber - Fanget af mørket". Karakterens temperament kan han genkende fra sig selv og og sin egen opvækst.

Seerne kender ham både som præstesøn i DR-dramaet "Herrens Veje" og jaget betjent i actionfilmen "Shorta".

Nu vender skuespiller Simon Sears tilbage til krimiverdenen. Han kan nemlig ses som efterforskningslederen Frederik Havgaard i den nye og tredje sæson af Viaplay-serien "Den som dræber - Fanget af mørket".

Her skal han sammen med psykologen Louise Bergstein, der endnu en gang portrætteres af skuespilleren Natalie Madueño, forsøge at opklare et mord på et midaldrende par i København.

- Frederik er en mand, der går ekstremt meget op i, hvad der er retfærdigt. Og det er det, han brænder for. Det er også derfor, at han nogle gange kan tænde af, fortæller Simon Sears.

Spørger man den 39-årige skuespiller, er der også tale om en karakter, der ikke mangler temperament. Et karaktertræk, han også genkender fra sig selv og sin egen opvækst med en italiensk far.

- Jeg kommer fra en familie, hvor der blev kastet med pastasien, hvis der var en uenighed.

- Der var store armbevægelser. Og så var alt godt bagefter. Så man kan godt sige tingene lidt hårdt, uden at det nødvendigvis er personligt. Det har jeg prøvet på at få med, siger Simon Sears.

Adspurgt, om han i virkeligheden er mere bramfri end temperamentsfuld, svarer han:

- Det kan godt være, men det stammer jo fra temperamentet.

På tv-skærmen kender man ham fra serier som DR's "Bedrag" og "Skruk" på Netflix. På det store lærred har han spillet med i blandt andet "Vinterbrødre" og "9. april".

Karrieren har desuden kastet nogle internationale roller af sig.

I 2021 spillede han med i Netflix-serien "Shadow and Bone", og snart kan han ses i spillefilmen "The Wall".

Og skuespilleren er stadig i gang med at lære en "helvedes masse".

- Professionelt er jeg nok dér, hvor jeg er pissesulten. Og lige nu går det meget godt. Der er arbejde, og det spiller, som det skal, siger skuespilleren.

Han er da også klar til at tage endnu en omgang i manegen, hvis der skal laves en fjerde sæson af krimiserien.

- Det er spændende arbejde. Jeg elsker Natalie, og vi har også en historie.

- Vi har jo kendt hinanden i 12 år og har gået i skole sammen på Statens Teaterskole, siger han om kollegaen Natalie Madueño.

- Det er ligesom at have spillet på fodboldhold sammen. Jeg ved altid, hvor jeg skal spille bolden, når hun løber hen til de forskellige steder. Og det har været et helt fantastisk hold, fortæller Simon Sears.

Den nye sæson af "Den som dræber - Fanget af mørket" kan ses på Viaplay.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 30/01/2023 - 09:00

FAKTA: Det skal du tjekke ved køb af en brugt bil

Gennemgang af bilen:

* Lak.

* Ruder.

* Lygter.

* Lys og signalanlæg.

* Døre, motorhjelm og bagklap.

* Partikelfilter.

* Ensartet slid på dæk.

* Udstødning.

* Oliespild.

* Batteri.

* Tæthed og fugt indvendig.

* Rust

Sikkerhed:

* Sikkerhedsseler.

* Nakkestøtter.

Prøvekørsel:

* Tilfredsstillende motorstart.

* Håndbremse.

* Instrumenter og kontrollamper.

* Ekstraudstyr.

* Mislyde fra motor.

* Lige kørsel.

* Kobling.

* Gearskift.

* Bremser.

* Stabil opbremsning.

* Rystelser.

* Varme og blæser.

Kilde: FDM.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 30/01/2023 - 09:00

Vil du købe en brugt bil? Det skal du huske

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Skal du købe en brugt bil? Så er der nogle ting, du skal have på plads først. For det er nemmere at gøre sit forarbejde end at lade handlen gå tilbage.

Krisen er over os, og pengepungen lider, men din gamle bil er stået af. Du står derfor over for et bilkøb, og du overvejer at købe den brugt.

Hvad skal du så være opmærksom på?

Det kommer jurist hos bilejernes organisation, FDM, Simon Nguyen Kildeby med sit bud på.

For det første skal du hellere kontrollere fejl og mangler én gang for meget end én gang for lidt.

- Det er nemmere at gøre sit forarbejde i stedet for at komme bagefter og prøve at få handlen til at gå tilbage eller sælge den videre, siger han.

Det er en god idé tage en juridisk og teknisk ekspert med sig.

- Ellers kan du få en mekanikerven til at komme ned at undersøge bilen, når du køber den, siger Simon Nguyen Kildeby.

Men om du har en ekspert med eller ej, skal du altid udarbejde en slutseddel, fortæller Simon Nguyen Kildeby.

En slutseddel indeholder blandt andet bilens reparationshistorik, vedligehold og garanti.

- Er bilen blevet ajourført løbende i servicebogen, hvad med tidligere skader, og er der taget stilling til garanti? Alt skal kontrolleres, siger han.

Jeppe Damgaard, der er teknisk chef hos SOS Autohjælp, fortæller, at regelmæssig service er vigtig:

- Hvis service er overholdt, er motoren passet på, fordi den rigtige olie er hældt på inden for de rigtige intervaller.

En bil skal oftest have skiftet olie, når den har kørt mellem 15.000 og 30.000 kilometer eller én gang årligt alt efter model. Og kilometertal er endnu en ting, du skal være opmærksom på, siger Jeppe Damgaard.

Han foreslår, at du slår bilen op inde på det landsdækkende register over biler:

- Du bør kigge den efter inde på bilbogen: at der ikke er restgæld i den, og at kilometerne passer overens med, hvornår den er synet sidst.

Selv om den er nysynet, skal du alligevel tjekke bilen godt efter.

- At den er synet, betyder bare, at bilen er lovlig. Det siger ikke noget om bilens stand. Der kan sagtens være sliddele, der er ved at gå til, siger Jeppe Damgaard.

Det er heller ikke ligegyldigt, om du køber den hos en forhandler eller privat, siger Simon Nguyen Kildeby:

- Hvis du køber hos en forhandler, er der stadig reklamationsret, og den kan de ikke løbe fra.

- Hvis du køber privat og som beset, køber du så billigt, at du stadig har råd til at få den ordnet et andet sted, siger han.

Men selv om du køber hos en forhandler, bør du alligevel rådføre dig med en professionel.

- En forhandler sælger rigtig mange biler hvert år. En forbruger gør måske det her en gang hvert syvende år. Så hvis du får en ekspert med, er du rigtig godt på vej, siger Simon Nguyen Kildeby.

/ritzau fokus

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv