Nogle sværger til at klippe hækken før sankthans, andre venter til efter sommerferien for at hjælpe småfuglene, der gerne vil bygge reder i de tætte grene. Men uanset hvornår du går i gang med hækklipningen, så kan det være svære svært at få et resultat, der er helt i vater.
Heldigvis er der tricks at hente, hvis du ikke har en erfaren og rolig hækklipningshånd. Endnu.
- Prøv at spænde en snor ud, og vurdér, hvad der egentlig er "lige". For det er ikke sikkert, at hækken skal være helt vandret i netop din have, siger haveekspert hos Videncentret Bolius, Berit Rørbøl.
Hun peger på, at det sagtens kan være pænere, at hækken ikke er helt vandret, hvis din have eksempelvis skråner lidt.
Start med at klippe lidt af siderne i hver ende af hækken, så du kan få monteret snoren tæt på, hvor du gerne vil klippe.
- Sørg for, at snoren er spændt helt ud, så du kan styre højden. Sæt gerne snoren lidt højere oppe, så du ikke risikerer at klippe den over, siger Berit Rørbøl og understreger, at det handler om at have en rolig hånd, når man klipper hæk.
- Tag lidt ad gangen, træd væk fra hækken, så du kan se, om du er på rette vej, siger hun.
Ifølge Berit Rørbøl klipper mange førstegangsklippere for lidt af deres hæk. Og det gør, at de nogle gange er nødsaget til at tage et ordentligt ryk, hvilket gør det sværere at få et pænt og lige klip.
- Klip ned til, hvor du klippede sidste år ved at kigge efter, hvor hækken har skudt. Efter nogle år bliver det sted tykkere og dermed nemmere at se, hvor du skal klippe. Måske ender det med, at du slet ikke skal bruge snoren mere så, siger hun.
Når du klipper, er det værd at tænke over at forme hækken som et "A", hvor den er smal i toppen og bredere i bunden, lyder det fra planteskolegartner og landskabsarkitekt Marlene Nielsen, der er rådgiver hos Haveselskabet.
- På den måde trives hækken bedre og får mest muligt sollys, siger hun og peger på, at det ikke er ret mange centimeter, det drejer sig om. Derfor lægger man stort set heller ikke mærke til forskellen.
Ifølge Marlene Nielsen er tommelfingerreglen cirka 50 centimeter i toppen og 70 centimeter i bunden. Hvis hækken derimod er bredest i toppen, kan den gå hen og blive ustabil over tid.
- Hvis bunden får for lidt sol, kan hækken blive højbenet og miste blade nederst. Om sommeren er det måske ikke så væsentligt, men om vinteren kan det gøre hækken mere ustabil. Får den en masse sne på sig, kan hækken begynde at vælte ud, siger hun.
Derfor giver det ifølge Marlene Nielsen god mening, at du klipper hækken med en lille smule skråning på siderne.
Hækketyper, som egner sig godt til at blive klippet helt skarpt, tæller ifølge Marlene Nielsen blandt andet liguster, bøg, tjørn og avnbøg.
Men er du en af dem, som har fået en hæk af laurbærkirsebær, skal du være lidt mere varsom.
- Denne hæktype skal håndklippes, for klipper du med en elektrisk hækkeklipper, bliver bladene flossede og grimme, siger hun.
/ritzau fokus/