Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Shenzhen, 31/03/2021 - 10:55

Huawei får rekordresultat trods amerikansk forbud

Fremgang på det kinesiske marked trækker op i Huaweis salg, der til gengæld falder i andre dele af verden.

Hector Retamal/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den kinesiske telegigant Huawei havde fremgang i salget i 2020, hvilket var nok til at sikre det bedste resultat nogensinde.

Det viser årsregnskabet ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Selskabets omsætning er det seneste år steget med 3,8 procent til 8600 milliarder kroner.

Huaweis overskud er i 2020 steget med 3,2 procent til 62 milliarder kroner. Det er det højeste overskud nogensinde, skriver AFP.

Huawei sælger blandt andet smartphones, smartwatches, bærbare computere og står derudover for at bygge og drive mobilnetværk verden over - blandt andet de nye 5G-netværk.

Fremgangen i 2020 skyldes blandt andet, at Huaweis salg til forbrugerne er steget.

Det er blandt andet salget af smartphones, men også smartwatches og bærbare computer har trukket op.

Inden for mobilnetværk har omsætningen i 2020 ligget på samme niveau som 2019.

Udviklingen dækker over vækst i Kina, hvilket til gengæld er trukket ned af lavere salg i andre dele af verden.

Udviklingen i salget uden for USA skal ses i lyset af, at Huawei de seneste år har været i et politisk stormvejr.

Huawei blev i 2019 sat på den sorte liste i USA af daværende præsident Donald Trump, der beskyldte kineserne for at ville bruge nye 5G-netværk til spionage.

Det er beskyldninger, som Huawei gentagne gange har afvist.

Væksten i omsætningen i 2020 er gået markant ned sammenlignet med årene før, der har budt på en vækst på omkring 20 procent.

/ritzau/

Nyhedsarkiv