Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 08/11/2022 - 10:44

Holy Spider er nomineret til stor europæisk filmpris

Filmen Holy Spider er nomineret i fire kategorier ved European Film Awards herunder bedste europæiske film.

Af: /ritzau/

European Film Academy har tirsdag offentliggjort navnene på de nominerede til European Film Awards 2022.

Der er i alt seks nomineringer til danske film.

"Holy Spider" er nomineret i fire kategorier, mens "Vanskabte Land" og "A House Made of Splinters" hver er nomineret i en enkelt kategori.

"Holy Spider", der også er den danske Oscar-indstilling, er instrueret af Ali Abbasi. Filmen er baseret på en virkelig historie om en seriemorder i den hellige iranske by Mashhad.

Den er nomineret for bedste europæiske film. Ali Abbasi er nomineret for bedste instruktør og bedste manuskriptforfatter sammen med Afshin Kamran Bahrami.

Derudover er Zar Amir Ebrahimi nomineret i kategorien bedste kvindelige europæiske skuespiller for sin rolle i Holy Spider.

European Film Awards afholdes én gang om året.

Statuetterne uddeles af European Film Academy, der er en sammenslutning af europæiske filmskabere og -professionelle.

Det er en af de mest prestigefyldte europæiske filmpriser.

/ritzau/

Nyhedsarkiv