Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Siena, 09/03/2019 - 10:55

Hollandsk cykelstjerne vil have ligestilling i præmiepenge

Står det til Anna van der Breggen, skal kvindelige ryttere have samme præmiesum at sigte efter.

Christof Stache/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den økonomiske gulerod ved at vinde et cykelløb bør være ens for kvindelige og mandlige ryttere.

Det siger den hollandske cykelstjerne Anna van der Breggen i et interview med cyclingnews.com forud for endagsløbet Strade Bianche, som køres lørdag.

- Jeg har kørt nogle løb på mountainbike, hvor præmiesummen er helt den samme, og det føles rart, når man dyrker den samme sport. Det er det, vi skal sigte mod.

- Hvis man kigger specifikt på løbet her (Strade Bianche, red.), er præmiesummen forskellig, men der er mange ting, der er ens for mænd og kvinder, hvilket er godt for kvindecykling. Præmiesummen er måske det sidste, der mangler, siger hun.

I Strade Bianche er mændenes præmiesum næsten fire gange så stor som kvindernes. Mændene kører samlet om 40.000 euro - knap 300.000 kroner - mens kvinderne må tage til takke med 10.260 euro, som svarer til 77.000 kroner.

Det er der dog en god grund til, forklarer Mauro Vegni, der er direktør for det italienske løb.

- Det er sandt, at der stadig er stor forskel på præmiepengene, men det er meget bedre, end det har været. Vi har fordoblet kvindernes præmiesum i år.

- Det vil være rigtigt at have ligestilling i præmiepenge, når kvindernes løb genererer de samme indtægter, når det gælder kommerciel værdi og tv-rettigheder, siger Mauro Vegni til cyclingnews.com.

28-årige van der Breggen, som til daglig er holdkammerat med Annika Langvad og Amalie Dideriksen på holdet Boels-Dolmans, er da også enig i, at ligestillingen er nået langt.

Og præmiepengene er slet ikke det vigtigste.

- Det vigtigste er, at løbet er godt organiseret, og vi er glade for det her løb, for det er velorganiseret, og der er tv-dækning.

- Hvis løbet får meget opmærksomhed, og der kommer flere fans og sponsorer, følger præmiepengene med. Jeg håber bare, der ikke går for lang tid, siger hollænderen.

Strade Bianche kom første gang på kvindernes løbskalender i 2015. Anna van der Breggen vandt i 2018.

/ritzau/