København, 28/10/2020 - 10:47
Heftigt drikkeri øger risikoen for vold og ulykker blandt unge
Data fra 62.000 unge viser, at unge, der drikker heftigt og hyppigt, er mere udsat for ulykker og vold.
Af: /ritzau/
En glad aften med fem til seks øl indenbords kan øge risikoen hos unge for at blive udsat for en ulykke eller indblandet i en voldsepisode.
Det viser ny forskning fra Statens Institut for Folkesundhed.
- Studiet viser, at jo flere genstande, de unge indtager ved samme lejlighed, og jo oftere de gør det, jo flere ulykker kommer de ud for, siger professor Janne Tolstrup, der er ansvarlig for undersøgelsen, i en pressemeddelelse.
Undersøgelsen er baseret på data fra 62.000 unge i alderen 15 til 20 år.
Det er ifølge instituttet det første danske studie om sammenhængen mellem unges alkoholvaner og risikoen for ulykker og vold.
Størst risiko er der for unge, der binge-drikker. Det vil sige, at de drikker mere end fem genstande ved samme lejlighed.
Undersøgelsen viser, at risikoen for en faldulykke, der kræver en tur på hospitalet, er 49 procent højere blandt disse unge sammenlignet med andre unge.
En faldulykke er eksempelvis, at man falder på en trappe eller over en brosten.
Den markant øgede risiko for at falde hænger ifølge Janne Tolstrup sammen med, at alkohol blandt andet påvirker dømmekraften.
- Når man drikker alkohol, er man mere risikovillig. Man er også længere tid om at reagere og har dårligere balance, og den kombination kan øge risikoen for et komme ud for en ulykke.
Også risikoen for at blive indblandet i voldsepisoder, som kræver kontakt med hospitalet, er højere blandt unge, der drikker heftigt og hyppigt.
Unge, der binge-drikker mere end seks gange om måneden, er således indblandet i 162 procent flere tilfælde af voldsepisoder end unge med et mindre forbrug af alkohol.
Der er i øjeblikket stort fokus på unges drikkeri.
En rapport fra Sundhedsdatastyrelsen viste tirsdag, at 1722 unge mellem 15 og 24 år måtte en tur på hospitalet efter et stort indtag af alkohol i2018.
Det er en stigning på 18 procent i forhold til 2014, da antallet var 1460.
En rapport fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, viste tidligere på året, at danske 15-årige er europamestre, når det gælder druk.
/ritzau/