Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Holstebro, 11/12/2020 - 10:54

Havnechef dømt - svindlede kommune og havn for 91.000 kroner

En havnechef i Struer får betinget fængsel for fiktive fakturaer og køb af private varer for offentlig penge.

Af: /ritzau/

Den tidligere havnechef for Holstebro-Struer Havn Søren Adsersen er blevet idømt betinget fængsel for mandatsvig, der løber op i knap 91.000 kroner.

Dommen er afsagt fredag af Retten i Holstebro. Med til straffen hører, at han inden otte måneder skal have udført 120 timers samfundstjeneste.

Som leder af Venø Færgefart indkøbte han i 2017 til 2019 flere varer til privat brug på kommunens regning. En Sonos Playbar, et brusearmatur, en stavblender, gasgrill og en cykelholder til en bil var blandt indkøbene.

Han lod også færgeoverfarten betale tre fiktive fakturaer på cirka 50.000 kroner, som var udstedt i hans daværende hustrus søns tømrervirksomhed.

Retten fandt, at fakturaerne ikke vedrørte isolerings- og stålpladearbejde foretaget på færgen. Betalingen dækkede i stedet over indkøb af byggematerialer, der var brugt ved renovering af hans hjem.

Søren Adsersen er også dømt for dokumentfalsk, da han forfalskede en tilsynsrapport fra Søfartsstyrelsen.

Det er uafklaret, om den tidligere chef selv lavede de tre fakturaer, men retten har fundet det bevist, at han uberettiget havde godkendt betalingen af dem for at dække over indkøb af byggematerialerne.

Desuden havde han forsøgt at dække over det ved at udlevere den forfalskede tilsynsrapport til en skibsingeniør, der skulle foretage en skibsteknisk undersøgelse af færgen.

I alt gik anklagen på svig for lidt over 111.000 kroner, men Søren Adsersen blev frifundet for seks indkøb, der beløber sig til cirka 20.000 kroner. Det skyldes, at retten ikke har fundet det bevist, at de indkøb primært havde et privat formål.

Den tidligere havnechef har nægtet sig skyldig og forklaret, at han købte varerne som led i driften af færgeoverfarten og havnen.

Han fortalte også, at han havde godkendt betalingen af de tre fakturaer. Han erkendte at have forfalsket tilsynsrapporten fra Søfartsstyrelsen og at have udleveret den til en skibsingeniør.

Specialanklager Bolette Nørbjerg er tilfreds med dommen, og mener, at det er en "mærkbar straf".

- Han har siddet i en stilling, hvor han har haft vide beføjelser til at foretage indkøb på kommunen og havnens regning, og så har han i det job købt et vist antal ting, som helt åbenlyst var til privat brug, siger hun.

Havnechefen har nu to uger til at overveje, om han vil anke dommen.

I sommer blev en anden tidligere chef i Stuer Kommune dømt for mandatsvig. Det var den tidligere kommunaldirektør Mads Gammelmark, som blev idømt seks måneders fængsel, hvoraf to var ubetinget og skulle afsones.

Han havde misbrugt et mastercard, så kommunen betalte hans private udgifter for mere end 120.000 kroner.

/ritzau/

Nyhedsarkiv