Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Reykjavik, 28/06/2020 - 10:54

Genvalgt præsident vil lede Island med Klopp som forbillede

Præsident Gudni Johannesson fik ved lørdagens valg opbakning fra 92,2 procent af vælgerne.

Halldor Kolbeins/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Der var aldrig rigtig tvivl om udfaldet ved lørdagens præsidentvalg på Island.

Og som meningsmålingerne havde spået, blev præsident Gudni Johannesson genvalgt til posten med en stor margin ned til sin eneste udfordrer, Gudmundur Franklin.

Da de sidste stemmer var talt op søndag morgen, var der sat kryds ved Gudni Johannessons navn på hele 92,2 procent af stemmesedlerne.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Der er omkring 252.000 registrerede vælgere i Island, og 67 procent af dem afgav deres stemme ved valget.

I et interview med tv-stationen RUV siger Gudni Johannesson, at han går de næste fire år i møde med ydmyghed.

Samtidig løfter han sløret for, hvem han som leder ser som sit forbillede.

Selv om han ikke er tilhænger af Liverpool, er den islandske præsident inspireret af den tyske manager for den engelske fodboldklub, Jürgen Klopp, der netop har sikret mesterskabet i Premier League.

- Han (Klopp, red.) har vist ansvarlighed, men også ydmyghed. Han er konkurrencemenneske, men også høflig. Klippefast, men ydmyg, siger Gudni Johannesson.

- Det er sådan, gode ledere er, og det er sådan en præsident, jeg gerne vil være de næste fire år.

Gudmundur Franklin, der altså måtte nøjes med knap otte procent af stemmerne, erkendte sit nederlag, længe inden det endelige resultat lå klar.

- Jeg sender mine lykønskninger til Gudni og hans familie, siger Franklin ifølge nyhedsbureauet AFP.

Meningsmålinger fra Gallup havde forud for valget peget på, at Johannesson ville sikre sig netop omkring 90 procent af stemmerne.

52-årige Gudni Johannesson, der er historieprofessor, bliver med genvalget igen statsoverhoved for de omkring 364.000 islændinge.

Han gik i 2016 til valg på et budskab om, at han som partiløs kunne skabe national samling ovenpå finanskrisen og politiske skandalesager, hvor blandt andre den daværende statsminister blev fældet af de såkaldte Panama-papirer.

Samtidig har Johannesson markeret sig i forbindelse med LGBT-rettigheder. Han er desuden jævnligt blevet set samle skrald op i hovedstaden Reykjavik.

Det skriver erhvervsmediet Bloomberg.

Præsidentposten i Island er i høj grad ceremoniel, selv om den også indebærer magt til at nedlægge veto mod de beslutninger, parlamentet træffer.

/ritzau/

Nyhedsarkiv