Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Aabenraa, 10/07/2024 - 10:58

Fængselsfange undveget fra sygehus i Sønderjylland

En 50-årig indsat fra Renbæk Fængsel stak mandag aften af fra en psykiatrisk afdeling på sygehuset i Aabenraa.

Af: /ritzau/

En fange stak mandag aften af fra en lukket psykiatrisk afdeling på sygehuset i Aabenraa.

Det oplyser Kriminalforsorgen til Ritzau.

Syd- og Sønderjyllands Politi beder i en pressemeddelelse borgere ringe til 114, hvis de ser den undvegne fange, som er indsat i Renbæk Fængsel ved Skærbæk, men som altså for tiden er indlagt.

Fangen er en 50 år gammel mand. Han er mellem 1,70 og 1,75 meter høj, spinkel af bygning, lys i huden og med kort, mørkt hår. Han har skægstubbe og har desuden et anker tatoveret på venstre håndled.

Det var mandag aften klokken 19.21, at han stak af fra sygehuset i Aabenraa.

- Den 50-årige mand vurderes ikke som farlig, men politiet opfordrer til at ringe til politiet på telefon 114, hvis man ser den undvegne fange. Så vil politiet håndtere sagen, skriver politiet i pressemeddelelsen.

/ritzau/

København, 10/07/2024 - 10:57

Ed Sheeran annoncerer ekstrakoncert i Danmark

Torben Christensen/Ritzau Scanpix

Tusindvis af danskere sad i kø onsdag morgen, da billetter til den britiske sanger Ed Sheerans koncerter i Danmark blev sat til salg.

Onsdag morgen blev 90.000 billetter til den britiske sanger Ed Sheerans koncerter i 2025 i Øresundsparken i København sat til salg.

Efter omkring 30 minutter var billetterne udsolgt. Det skriver Ekstra Bladet.

Ed Sheeran spiller koncerter i Danmark den 29. og 30. august næste år.

Kort tid efter billetterne blev udsolgt, annoncerede sangeren, at han spiller en koncert mere i Danmark.

Det bliver den 31. august. Billetterne til ekstrakoncerten er allerede blevet sat til salg.

Alle tre koncerter er en del af Ed Sheerans Europa-turné.

Ud over Danmark besøger han også Spanien, Frankrig, Italien, Norge, Schweiz, Belgien, Polen, Sverige og Tyskland under sin turné.

For to år siden spillede den britiske sanger fire koncerter i Danmark. Dengang samlede han omkring 160.000 mennesker, og det foregik også i Øresundsparken.

Dengang annoncerede han også to koncerter til at begynde med, men der blev hurtigt lagt to ekstrakoncerter ind i Danmark.

Ed Sheeran er især kendt for sangen "Shape of You", der har knap fire milliarder afspilninger på streamingtjenesten Spotify.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 10/07/2024 - 09:02

Billedkunstner og teaterinstruktør Kirsten Dehlholm er død

Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Kirsten Dehlholm har produceret mere end 60 værker på Hotel Pro Forma, som hun var med til at stifte i 1985.

Billedkunstner og teaterinstruktør Kirsten Delholm er død, 79 år.

Det oplyser teateret Hotel Pro Forma, hvor Kirsten Dehlholm var kunstnerisk leder, i en pressemeddelelse.

- Det er et chok og en stor sorg at modtage beskeden om Kirsten Dehlholms død. Det er kun få dage siden, at hun fremlagde de seneste store planer for nye forestillinger, siger Hotel Pro Formas bestyrelsesformand, Tom Ahlberg, i meddelelsen.

Kirsten Dehlholm var en markant skikkelse på den danske kunstscene.

Hun var med til at stifte Hotel Pro Forma i 1985, hvor hun siden har produceret mere end 60 værker, der er blevet vist i over 30 lande.

Værkerne rummer både udstillinger, performances og operaopsætninger.

Det har i årenes løb udmøntet sig i flere prisoverrækkelser, blandt andet Thorvaldsen Medaillen i 2013 og Årets Hæderspris til Reumert-uddelingen i 2015.

Kirsten Dehlholm har siden 1995 modtaget den livsvarige ydelse fra Statens Kunstfond.

- Kirsten Dehlholm var en unik kunstner, som med sin stærke visuelle sans, sin lyst til at afprøve nye kunstneriske greb og evne til at skabe sammenhænge på tværs af kunstneriske retninger satte helt nye standarder for samtidskunsten, siger Tom Ahlberg videre i meddelelsen.

Hotel Pro Forma vil fortsat holde sin kommende forestilling "Flammenwerfer" i Aarhus Festuge på Musikhuset i august og på Det Kongelige Teaters Gamle Scene i september.

Bisættelsen af Kirsten Dehlholm vil ske ved en privat ceremoni.

Efterfølgende vil der blive afholdt en mindehøjtidelighed i slutningen af august.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 10/07/2024 - 08:00

FAKTA: Sunwebs tips til at spotte falske feriebilleder

* Undersøg billedet nøje ved at se på detaljerne. AI kan give mennesker visse defekter, og ansigtsudtryk kan se mærkelige ud.

* Se efter kilden på billederne, og hvor de oprindeligt kommer fra. Nogle gange vil skaberen af billedet fortælle dig, at det er skabt med AI.

* Tjek gæstevurderinger og anbefalinger. Anerkendte rejseselskaber og hoteller viser normalt tidligere gæsters vurderinger og erfaringer.

* Med Google street view kan du nemt få et mere realistisk indblik i, hvordan der ser ud forskellige steder rundt i verden.

* Hvis du har booket din ferie gennem en anerkendt rejsearrangør, kan du nemt få svar på dine spørgsmål gennem kundeservice.

Kilder: Sunweb

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 10/07/2024 - 08:00

Falske ferieparadiser florerer på nettet: Sådan spotter du dem

Et godt redskab til at opdage falske billeder skabt med AI er Googles billedsøgning. På den måde kan du i stedet for tekst søge med et billede.

Krystalblå swimmingpools og lange vandrutsjebaner der smyger sig gennem gaderne på den græske ferieø Santorini.

Det lyder næsten for godt til at være sandt. Og det er det også.

Billedet er nemlig AI-genereret, hvilket vil sige, at det er lavet med kunstig intelligens. Alligevel har det fået stor opmærksomhed på sociale medier.

- Der bliver brugt flere manipulerede billeder af forskellige feriedestinationer end tidligere. Det er en tendens, der tydeligt vinder frem, siger Jan Lockhart, der er landechef hos rejsearrangøren Sunweb.

- Problemet er, at stederne ikke findes i virkeligheden.

Derfor opfordrer han til, at man er opmærksom på de billeder, man især kan finde på sociale medier.

- Vi risikerer, at det bliver et problem, fordi vores kunders forventninger og drømme til ferien ikke stemmer overens med det, de kommer ned og oplever, siger Jan Lockhart.

Kasper Junge, der er AI-chef i virksomheden Dinero, er enig.

- Kunstig intelligens bliver hele tiden bedre og bedre. Det kan bruges til at skabe noget, der ser mere spektakulært ud, end det i virkeligheden er, siger han.

Derfor er det vigtigt at bruge sin fornuft, når man støder på et ekstraordinært billede på nettet.

1) Læg mærke til detaljer.

Selv om kunstig intelligens er nærmest ufejlbarlig, så har den alligevel nogle svagheder.

- Hvis der er mennesker på billedet, vil der ofte være et eller andet galt med hænderne og fingrene. Måske kan de også have et mærkeligt udtryk i ansigtet, siger Kasper Junge.

Han fremhæver også, at billederne ofte vil være lidt for farverige.

- Der er ligesom noget overpompøst ved billederne. Hvis man zoomer ind, vil der ofte være nogle ting, der ser lidt underlige ud, eller som ikke helt følger fysikkens love, siger han.

2) Brug Googles billedsøgning.

Du kan også bruge billedsøgningen på Google. I stedet for at søge med tekst, kan du uploade eller kopiere et link til det billede, du mistænker, er lavet med kunstig intelligens.

- Jeg har prøvet at gøre det med det AI-genererede billede af Santorini. Når man søger på det, kommer der artikler frem, der handler om, at billedet er fake. Temaet er ligesom AI-genererede billeder, siger Kasper Junge og fortsætter:

- Hvis man søger med et almindeligt billede af Santorini, så dukker der rejseannoncer op.

Du kan søge på billeder ved at åbne en Google-browser og klikke på det lille kameraikon i søgefeltet.

3) Lav et tjek.

- Det sunde baggrundstjek, som i virkeligheden har været en del af internetdannelsen fra start, skal man bare holde fast i, siger Kasper Junge og tilføjer:

- Man har længe været bevidst om svindel på nettet og fotoshop. AI-genererede billeder er bare en udvidelse af det, som jeg ser det.

Hvis man er i tvivl, anbefaler han, at man enten tjekker Trustpilot eller bruger street view-funktionen på Google Maps, hvor man frit kan se og bevæge sig gennem det meste af verden.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek