København, 30/06/2021 - 10:54
Forsvarsminister: Norden deler bekymringer for Rusland
Nordiske forsvarsministre deler Danmarks bekymringer for Ruslands aggressive adfærd, siger Trine Bramsen (S).
Af: /ritzau/
Forsvarsminister Trine Bramsen (S) siger efter et møde med det nordiske forsvarssamarbejde Nordefco, at de nordiske forsvarsministre deler Danmarks bekymringer om det, hun betegner som aggressiv adfærd fra Rusland.
- Vi intensiverer lige nu vores samarbejde og har en stærkere fælles front rettet mod Rusland, siger hun.
Trine Bramsen har siden onsdag morgen været i den finske hovedstad, Helsinki, hvor der har været møder med andre forsvarsministre på dagsordenen.
Ud over de nordiske lande er også repræsentanter fra Storbritannien, Holland og en række baltiske lande til stede.
Især Ruslands seneste adfærd har været på dagsordenen.
Den 11. juni krænkede det russiske luftvåben dansk luftrum ved at lade to kampfly flyve nær Christiansø ved Bornholm gentagne gange.
I august 2020 fløj et russisk kampfly efter et amerikansk B52-bombefly over Østersøen og ind over Bornholm. De amerikanske fly var i gang med en prøveflyvning i forbindelse med en Nato-øvelse.
/ritzau/