Den skinbarlige sandhed eller den beskyttende nødløgn.
Det dilemma skildrer Bille August i sin nye film, "Kysset", der får biografpremiere den 23. februar.
- Det er en utrolig spændende og meget usædvanlig og kompleks kærlighedshistorie, om hvordan medlidenhed kan lede til kærlighed - eller om medlidenhed kan forveksles og snyde en, så man tror, at det er kærlighed, siger Bille August.
"Kysset" er frit baseret på den østrigske forfatter Stefan Zweigs roman "Ungeduld des Herzen" - på dansk "Hjertets utålmodighed" - som Bille August har omskrevet til danske forhold.
"Kysset" udspiller sig i 1913, hvor frygten for en verdenskrig ulmer. Soldaten Anton - spillet af Esben Smed - bliver en aften inviteret til bal hos den lokale baron i skikkelse af Lars Mikkelsen.
Intetanende byder Anton baronens lamme datter - spillet af Clara Rosager - op til dans og flygter fra festen over at have sat hende i forlegenhed. Da han brødebetynget tager tilbage for at undskylde, får han stor medlidenhed med hende.
Hans tilstedeværelse får hende til at lyse op. Men hans soldaterkammerater forstår ikke, hvorfor han tilbringer tid med krøblingen, som de kalder hende.
Selv om historien udspiller sig for mere end 100 år siden, er den nærmest mere aktuel end nogensinde før, mener Bille August.
- Filmen handler også om, at ens fordomme kan gøre, at man ikke er i stand til at vise kærlighed, siger instruktøren og fortsætter:
- Man skulle jo tro, at vi var blevet mere rummelige. Men når man ser på både mande- og kvindeidealet i dag, dyrker man stadig skønheden.
Bille August lå selv som helt ung under for det, da han forelskede sig i en pige, som havde en form for handicap.
- Jeg følte, at jeg ikke kunne vise det, fordi det ville være en skam over for omverdenen, at jeg blev forbundet med den person, fortæller han åbenhjertigt.
- Jeg havde ikke selvtilliden, og jeg kunne heller ikke overskue at stå inde for at elske et menneske, som måske ikke var 100 procent perfekt.
Jagten efter det perfekte er kun blevet forstærket af de sociale medier, mener den erfarne instruktør.
- Unge mennesker spejler sig i de idealer, der er. Især for hvordan en kvinde skal se ud. Det gør, at man fjerner tolerancen over for dem, der ikke lige præcis nærmer sig det idealbillede. Det synes jeg, er problematisk, siger Bille August.
- Derfor er historien i "Kysset" også et stort forsvar for de udsatte og de udstødte, som føler, at de skal gøre sig fortjent til kærlighed, hvor alle os andre tager kærligheden som noget givet.
I sit researcharbejde har Bille August blandt andet talt med Dansk Handicap Forbund.
- Det var vigtigt for mig at tale med nogle, som til daglig lever med de oplevelser, for at lave filmen så god og korrekt som muligt. Det er vigtigt for mig, at filmen fungerer for dem og er fortalt på deres præmisser, siger Bille August og fortsætter:
- De oplever hver dag, at folk kigger på dem med medfølelse og medlidende øjne. Men det er ikke det, de vil have. De vil bare respekteres for dem, de er. Det eneste de beder om, er at blive elsket, som de er.
Den Oscar-vindende instruktør giver minoriteter en stemme iblandt majoriteten. Det gennemsyrende i hans værker, fortæller han.
Og han har stadig mange historier på hjerte.
- Det giver så meget mening i mit liv at lave film. Det er min måde at forstå verden på. Det stammer, helt fra jeg var barn, hvor jeg begyndte at skrive historier, fortæller Bille August.
- Når jeg oplevede, at jeg satte forskellige begivenheder efter hinanden i et specielt forløb, kom jeg tættere på sandheden end ved ikke at gøre det. Så det har jeg gjort lige siden. Og det bliver jeg ved med, indtil jeg falder om.
"Kysset" får biografpremiere 23. februar.
/ritzau/