Oslo, 04/04/2019 - 08:19
Flyveforbud har givet lidt flere aflysninger hos Norwegian
Næsten alle afgange er kørt som planlagt for Norwegian, der har måttet holde 18 fly på jorden.
Af: /ritzau/
Selv om Norwegian måtte holde 18 af sine fly på jorden i over halvdelen af marts på grund af flyveforbuddet mod Boeing 737 Max, blev langt størstedelen af selskabets flyvninger afviklet som planlagt.
I marts blev 97,4 procent af afgangene fløjet som planlagt. Det er et fald fra 98,4 procent i samme måned året før og 99,3 i februar.
Det viser Norwegians egne trafiktal for marts, der er offentliggjort torsdag morgen.
Det norske flyselskab har siden 12. marts holdt flyene på jorden, efter at den europæiske luftfartsmyndighed, Easa, gav flytypen flyveforbud.
Forbuddet kom efter to ulykker med Boeing 737 MAX 7-fly på knap seks måneder i henholdsvis Indonesien og Etiopien, der kostede henholdsvis 189 og 157 mennesker livet.
Myndigheder og eksperter er i øjeblikket ved at undersøge, om der var en sammenhæng mellem de to styrt.
- På trods af det faktum, at Boeing 737 MAX blev taget ud af produktion, er regelmæssigheden (af afgangene, red.) tilfredsstillende, siger Norwegian-direktør Bjørn Kjos i en kommentar til tallene.
Han fortalte i sidste uge, at luftfartsselskabet har kunnet afbøde konsekvenserne af forbuddet med forskellige løsninger.
Det har udsat salget af seks fly og indsat langdistancefly på nogle af de korte ruter.
Det kan dog blive nødvendigt for selskabet at leje fem-seks fly, hvis forbuddet stadig gælder omkring påsken, der er højsæson for flyvninger.
Hvis flyene også er på jorden omkring sommerferien, vil Norwegian skulle leje 10-15 fly, men Bjørn Kjos garanterede, at passagererne ikke vil komme til at mærke forbuddet.
- Jeg kan garantere, at der vil være et fly til passagerne, uanset hvor længe MAX-flyene bliver på jorden, fordi vi vil kunne løse det med at leje fly.
- Jeg kan ikke gardere mig mod, hvis franske flyledere pludselig begynder at strejke, men hvis vi kigger alene på situationen om MAX-flyene, vil vi selv kunne løse det, uden at passagererne mærker det, sagde Bjørn Kjos i sidste uge.
/ritzau/