Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 16/07/2019 - 10:39

Flertal vil sikre billige færgebilletter til øer året rundt

Et politisk flertal i Folketinget vil gøre ordning med tilskud til færgebilletter til småøer permanent.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Et politisk flertal i Folketinget vil gøre ordningen, der giver billigere færgebilletter til småøer, permanent og udstrække den til at gælde hele året.

Det skriver DR.

30 danske øer fik i 2016 en pose penge i tilskud fra Folketinget, så de kunne vælge at sænke priserne på færgebilletter.

Som ordningen er skruet sammen nu, kan øerne sænke priserne på færgebilletter op til 46 uger om året.

Men et flertal bestående af Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Enhedslisten, De Konservative, Alternativet og Nye Borgerlige vil gøre ordningen helårlig og permanent.

- Det har været en stor succes ude på øerne, og det er vigtigt at fortsætte det. Derfor skal det gøres permanent, siger transportordfører Henning Hyllested (EL) til DR.

Han foreslår, at pengene til landevejsprincippet findes i de kommende forhandlinger om næste års finanslov.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) vil se på sagen.

- Jeg tager i første omgang fat på at føre forårets enstemmige beslutning fra det daværende folketing om at justere de to tilskudsordninger på færgeområdet ud i livet.

- Med den nye lovgivning kommer der yderligere 5,3 millioner kroner årligt til passagerområdet, siger hun i et skriftligt svar til DR.

Hos Sammenslutningen af Danske Småøer ser man ordningen som en stor succes.

- Vi har fået mange flere gæster. Både turister, men også fritidshusejere, der kommer oftere. Øboernes familie og venner kommer desuden oftere på besøg, så det er en win-win, siger sammenslutningens formand, Dorthe Winther, til DR.

I Landdistrikternes Fællesråd er formanden, Steffen Damsgaard, enig i, at det er en stor gevinst for småøerne.

- Jeg glæder mig over, at det er lykkedes at sikre et politisk flertal for at gøre det såkaldte landevejsprincip permanent og udvide det til at gælde hele året, så vi får trafikal ligestilling til de danske øer, som vi har kæmpet for, siger Steffen Damsgaard til Ritzau.

Landevejsprincippet betyder, at det skal koste det samme at tilbagelægge en kilometer til vands som til lands.

Steffen Damsgaard ser også en mulighed for, at øerne med billigere færgebilletter kan tiltrække potentielle tilflyttere.

- Det betyder ikke bare flere besøgende, mere vækst og udvikling. Jeg ser det også som et udstillingsvindue, som på sigt kan få flere til at bosætte sig på øerne, siger han.

/ritzau/