Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Addis Abeba, 07/11/2021 - 10:54

Flere udsendte på dansk ambassade i Etiopien forlader landet

Udenrigsministeriet opfordrer danskere til at forlade Etiopien. Derfor er udsendte også rejst fra ambassaden.

Tiksa Negeri/Reuters

Af: /ritzau/

Flere af de udsendte på Danmarks ambassade i Etiopien er rejst ud af landet som følge af uro.

Det fortæller Erik Brøgger Rasmussen, direktør for organisation og borgerservice i Udenrigsministeriet.

Lørdag opfordrede ministeriet danskere i Etiopien til at forlade landet, mens det fortsat er muligt med fly.

- Når vi siger til alle danskere, at de skal overveje, om de skal rejse ud, gør vi os de samme overvejelser for vores medarbejdere dernede. Det førte også til, at vi i går (lørdag, red.) sendte cirka halvdelen af vores udsendte medarbejdere ud af landet samt alle familier.

- Så vi kører med reduceret bemanding, hvad angår de udsendte, siger han.

Nogle af de udsendte er taget til forskellige steder i regionen, mens andre har sat kurs mod Danmark.

Desuden er alle praktikanter sendt hjem til Danmark, fortælle Erik Brøgger Rasmussen.

Der er for praktikanter og nu bortrejste udsendte tale om cirka ti personer, lyder det. Dertil kommer familier.

Også udenrigsminister Jeppe Kofod (S) sagde lørdag, at ambassaden kører med minimal drift.

Etiopien er plaget af borgerkrig og militære kamphandlinger flere steder i landet.

Konflikten har været i gang i et år, men det har primært foregået i den nordlige Tigray-provins.

- Ét er, at konflikten kan blive voldelig og rykke ind i hovedstaden, Addis Abeba. Det frygter vi.

- Men det andet, der kan ske, er, at oprørsbevægelsen danner en cirkel om byen og isolerer den. Så kan der blive forsyningsproblemer, herunder mangel på flybrændstof, men uden konflikt i selve byen, forklarer Erik Brøgger Rasmussen.

Lørdag meddelte Udenrigsministeriet, at omkring 105 personer står på ministeriets danskerliste.

Men tallet er ikke helt retvisende. Jo strammere rejsevejledningerne bliver, jo flere tilmelder sig typisk listen, forklarer Erik Brøgger Rasmussen.

- Nogle tager aldrig ud af Danmark uden at skrive sig på først, men andre tilmelder sig først, når der begynder at være uro, hvor de er.

- Der er ingen meldepligt til os, så der kan sagtens være flere i landet. Omvendt er der også nogle, der rejser ud, men glemmer at melde sig fra listen, siger han.

Udenrigsministeriet følger situationen tæt.

/ritzau/

Nyhedsarkiv