Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 23/03/2026 - 10:49

Flere gæster giver Tivoli rekordomsætning

Der var lidt flere, der besøgte Tivoli i 2025 end året før. Samtidig stiger omsætningen til rekordniveau.

Af: /ritzau/

Tivoli havde i 2025 en omsætning på 1,345 milliarder kroner. Det er det højeste i forlystelsesparkens historie.

Det fremgår af Tivolis årsregnskab, som er blevet offentliggjort mandag.

I løbet af 2025 har lidt flere end 4,3 millioner besøgende været forbi forlystelsesparken, som ligger i det centrale København.

Det er lidt flere end året før og det højeste antal siden 2019, hvor knap 4,6 millioner besøgte Tivoli.

Tivoli skriver i en pressemeddelelse, at omkring 1,5 millioner af de besøgende var udenlandske turister.

I 2025 var der fremgang i antallet af besøgende fra blandt andet USA og Sverige, lyder det.

Susanne Mørch Koch, som er administrerende direktør i Tivoli, kalder resultatet "meget tilfredsstillende".

- Det giver os et solidt udgangspunkt for de investeringer, der skal udvikle Tivoli videre, siger hun i pressemeddelelsen.

Susanne Mørch Koch fremhæver blandt andet området omkring forlystelsen Dæmonen, som ifølge planen åbner i sommeren 2026 med et nyt og endnu ikke offentliggjort tema.

Investeringen i området er den største samlede investering nogensinde for Tivoli, lyder det.

- Ambitionen er fortsat klar: at skabe oplevelser, der sætter København på verdenskortet - og hvor tradition og fornyelse mødes, når gæster fra hele verden besøger Tivoli, siger Susanne Mørch Koch i pressemeddelelsen.

Omsætningen, når man inkluderer forpagtere og lejere i Tivoli, nåede over 1,9 milliarder kroner.

Indtjeningen før skat lyder på 156 millioner kroner, hvilket er en lille million mere end året før.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek