København, 13/04/2022 - 10:57
FE: Der er ikke en aktuel militær trussel mod Danmark
Rusland invaderede for snart syv uger siden Ukraine. Siden har krigen stået på flere steder i Ukraine.
Af: /ritzau/
Rusland har for nuværende ikke øjnene rettet mod eksempelvis Danmark eller et andet Nato-land.
Sådan lyder vurderingen fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).
Det fremgår af et folketingssvar til Forsvarsudvalget fra forsvarsminister Morten Bødskov (S).
Heri står der, at der i øjeblikket ikke er en aktuel militær trussel mod Danmark.
- Det er usandsynligt, at Rusland ønsker en militær konflikt med Nato. Rusland har sandsynligvis ingen hensigt om brug af militær magt mod Danmark. FE vurderer således, at der ikke er en direkte militær trussel mod Danmark, oplyser FE i svaret.
I svaret tilføjes der dog, at situationen kan ændre sig med kort varsel. Eksempelvis hvis den "nuværende anspændte situation udvikler sig i retning af militær konfrontation mellem Rusland og Nato".
/ritzau/