Herning, 19/07/2022 - 11:00
FCM-profil vil vise sig frem i Europa og sælges igen
Anders Dreyer vil til udlandet igen, og det er derfor hans mål at gøre det godt i Europa i denne sæson.
Af: /ritzau/
Da Rusland invaderede Ukraine, fik Anders Dreyer mulighed for at forlade den russiske klub Rubin Kazan, og han valgte at tage hjem til FC Midtjylland, som i løbet af sommeren sidste år solgte ham til russerne.
Og han fik hurtigt lyst til at blive hængende, så han skrev under på en permanent aftale, og nu skal han forsøge at hjælpe FC Midtjylland i Champions League.
Netop muligheden for at komme i gruppespillet i den mest fornemme europæiske turnering var stærkt medvirkende til, at han valgte et ophold i FC Midtjylland frem for at fortsætte i udlandet.
Det fortæller han, inden midtjyderne tirsdag aften indleder jagten på gruppespillet mod AEK Larnaca fra Cypern i kvalifikationens anden runde.
- Europæisk gruppespil er bare det fedeste. De der europæiske aftener mod hold, man ikke spiller mod i weekenderne.
- Champions League er selvfølgelig det ypperste, men de andre europæiske turneringer kan også noget, siger Anders Dreyer.
Hvis FC Midtjylland går videre fra de to kampe mod Larnaca, er klubben sikker på at få en plads i Europa Leagues gruppespil.
Men Anders Dreyer vil ikke overraskende helst med i Champions Leagues gruppespil. Der kan han nemlig vise sig frem på allerøverste niveau.
- Det er helt klart planen, at jeg skal skydes af til udlandet en gang til. Det går både klubben og jeg efter. Og hvis man spiller europæisk fodbold og gør det godt som hold og som spiller, er det et godt udstillingsvindue, siger Dreyer.
FC Midtjylland er favorit mod Larnaca, men midtjyderne skal finde tålmodigheden frem mod de rutinerede cyprioter.
- De har noget erfaring i forhold til at kunne ødelægge kampen og trække tempoet ud. Men vi vil jo gerne spille med højt tempo og presse dem hårdt, siger Anders Dreyer.
Samme plan havde midtjyderne i deres første superligakamp i den nye sæson mod Randers FC. Det endte dog med et skuffende resultat på 1-1. Alligevel er Anders Dreyer optimistisk.
- Hvis vi spiller som mod Randers, er det et spørgsmål om tid, før vi scorer. Vi ville gerne have vundet den kamp, og det var vores spil også til. Så vi har ikke været frustrerede over ikke at kunne skabe noget.
- Vi har en god fornemmelse, siger Anders Dreyer.
Hvis FC Midtjylland slår AEK Larnaca ud, venter Benfica i næste runde af kvalifikationen. Hvis midtjyderne taber, skal de møde FK Partizan fra Serbien i Europa League-kvalifikationen.
/ritzau/