Herning, 18/02/2020 - 10:49
FC Midtjylland forlænger med brasiliansk profil
Brasilianske Evander har skrevet under på en forlængelse af kontrakten med fodboldklubben FC Midtjylland.
Af: /ritzau/
FC Midtjylland har forlænget kontrakten med den brasilianske profil Evander frem til sommeren 2024.
Det oplyser superligaklubben på sin hjemmeside.
Der er tale om en forlængelse på et halvt år.
21-årige Evander blev i sommeren 2018 hentet til Midtjylland på en lejeaftale fra Vasco da Gama i Brasilien. Et halvt år senere udnyttede FC Midtjylland en klausul i kontrakten til at købe Evander, som fik en femårig kontrakt.
Der er stadig næsten fire år tilbage af kontrakten, men midtjyderne har alligevel valgt at forlænge brasilianerens aftale.
- Evander har haft stor indflydelse på vores hold. Fra første dag arbejdede han stenhårdt i et for ham nyt miljø, og alle kunne straks se det enorme potentiale, siger FC Midtjyllands sportschef, Svend Graversen, til klubbens hjemmeside.
Siden ankomsten til FC Midtjylland har Evander spillet 52 kampe. I dem har han bidraget med 17 mål og 10 oplæg til scoringer.
- Vi står her med et enormt talent, som er langt væk fra vante omgivelser. Han kom til en anderledes kultur og ikke mindst anderledes vejrforhold, men alligevel integrerede han sig på rekordtid både på og uden for banen, siger Svend Graversen.
/ritzau/