Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Bruxelles, 24/11/2022 - 10:50

FAKTA: Sådan vil EU bremse udsving i gaspriser

EU-Kommissionen har fremlagt et udspil, som skal bremse prisudsving på gasbørsen TTF.

Af: /ritzau/

EU-landenes energiministre diskuterer torsdag EU-Kommissionens udspil til et indgreb, der skal reducere udsving i gaspriserne på gasbørsen TTF.

Her er hovedpunkterne i udspillet:

* EU-Kommissionen foreslår en "markedskorrektionsmekanisme" på gas. Den skal bekæmpe udsving på gaspriser, hvis den bliver indført efter en diskussion med EU-landene.

* EU-Kommissionen vil med forslaget lægge et øvre loft på 275 euro per megawatt-time (MWh) på gas på TTF-gasbørsen.

* Mekanismen træder i kraft, hvis prisen i 14 dage er på dette niveau eller højere samtidig med, at der i 10 dage er en forskel på mindst 58 euro i forhold til prisen på andre markeder.

* Sker det, vil handler med såkaldte front month-TTF-derivater (finansielle instrumenter) ikke kunne gennemføres, fordi mekanismen er trådt i kraft.

* Det vil dog fortsat være muligt at købe gas fra dag til dag. Men det vil i givet fald være til en endnu højere pris, så det vil formentlig alene blive anvendt som en nødløsning i særlige situationer.

* Hvis den ene eller begge betingelser ikke længere er opfyldt, stopper mekanismen med at virke. EU-Kommissionen vil dog derudover indføre en nødbremse. Det betyder, at selv i situationer, hvor begge betingelser er opfyldt, kan EU-Kommissionen af egen drift vælge at kortslutte mekanismen.

* Det kan eksempelvis ske, hvis EU-Kommissionen vurderer, at hensynet til gasforsyningen vejer tungere end prisen. Beslutningen kan med andre ord ikke bremses af EU-landene, hvis de først vedtager mekanismen.

* Det kan dog være svært at se en situation, hvor mekanismen vil træde i kraft. Gasprisen var i august på sit allerhøjeste niveau på 320 euro per megawatt-time. Men ingen af de to betingelser var opfyldt på det tidspunkt. Derfor ville mekanismen selv på det hidtil højeste niveau for gaspriserne ikke være udløst.

* Gasprisen er nu faldet til 120 euro i kraft af energibesparelser i EU-landene, indkøb fra andre leverandører og fyldte gaslagre i EU.

* Lande som Grækenland og Malta mener på den baggrund, at forslaget er tæt på ubrugeligt, fordi der efter deres opfattelse næppe nogensinde vil opstå en situation, hvor betingelserne er opfyldt, så mekanismen vil træde i kraft.

* Lande som Tyskland, Holland og Danmark er til gengæld skeptiske over for indgreb i markedet. Derfor ønsker man som udgangspunkt ikke at lave eksempelvis meget hårde prislofter på gas.

* På et EU-topmøde i oktober blev de 27 EU-lande derfor enige om et kompromis. Det betyder, at EU-Kommissionen fremsætter forslaget om indgrebet, men der er opstillet en række betingelser, som skal sikre, at forslaget ikke får negative konsekvenser for priser og forsyning.

* Derfor har EU-Kommissionen reelt været afskåret fra at lave det markante indgreb, som en gruppe af lande inklusive Grækenland og Malta har ønsket.

* Der er planlagt et nyt energiministermøde 19. december. Det forventes ikke, at forhandlingerne afsluttes før da.

* Går sagen i hårdknude, kan forslaget dog komme tilbage på bordet hos EU's stats- og regeringsledere, når de samles til topmøde i Bruxelles 15. og 16. december.

* På torsdagens møde i Bruxelles er der til gengæld håb om, at EU-landene kan blive enige om fælles indkøb og mere transparens i gaspriser. Det skal sikre lavere priser, når gaslagrene skal fyldes op til foråret.

* EU-landene håber torsdag også at kunne enes om at sætte mere fart på udbygningen af vedvarende energi. Det skal blandt andet ske gennem hurtigere godkendelse af projekter.

Kilder: EU-Kommissionen og energiministermøde 24. november 2022.

/ritzau/

København, 24/11/2022 - 09:13

Populært DR-program vender tilbage efter flere års pause

Radioprogrammet "Festen og gæsten" vender tilbage på P3 efter flere års pause grundet coronapandemien.

Mangler du et brag af en nytårsfest, eller har du et par pladser ledige til din egen festivitas på årets sidste dag, har DR måske løsningen.

Radioprogrammet "Festen og gæsten" vender tilbage på P3 efter flere års pause.

Værterne, som skal forsøge at matche fester og gæster, bliver Sofie Sytnik og Andrew Moyo.

Det annoncerer DR i sin oversigt over decembers programmer.

"Festen og gæsten" har været skrinlagt de forgangne år grundet coronapandemien, hvor myndighederne appellerede til, at man kun så sine nærmeste for at begrænse risikoen for smitte.

Over for B.T. siger P3-chef Søren Bybjerg, at han er kisteglad for, at programmet nu er tilbage efter tre års ufrivillig pause.

- Det er jo en institution på kanalen og én af de mest elskede programmer, som vi desværre ikke kunne sende under corona. Nu er vi stærkt tilbage, jubler han til avisen.

"Festen og gæsten" sendes på P3 den 31. december fra klokken 10.00 til 16.00.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 23/11/2022 - 15:26

Dansk Hollywood-stjerne vender hjem

Mesterinstruktøren Nicolas Winding Refn står bag den nye danske Netflix-serie, "Copenhagen Cowboy".

Efter et helt liv i slaveri og på randen til en ny begyndelse krydser den unge kvinde Miu Københavns kriminelle underverden.

I sin søgen efter retfærdighed og udøvelse af hævn møder hun sin nemesis, Rakel, idet de begiver sig ud på en odyssé gennem det naturlige og overnaturlige.

Det er omdrejningspunktet i den danske mesterinstruktør Nicolas Winding Refns nye neon-drenched noir-serie, "Copenhagen Cowboy", som får premiere på Netflix den 5. januar 2023.

Og nu er traileren landet.

- Med "Copenhagen Cowboy" vender jeg tilbage til min fortid for at forme min fremtid ved at skabe en serie - en udvidelse af mine konstant udviklende alteregoer nu i form af min unge kvindelige helt, Miu, siger Nicolas Winding Refn i pressemeddelelsen og fortsætter:

- At bringe denne serie til live gennem samarbejdet med Netflix har på alle måder været en helt vidunderlig oplevelse. Jeg opfatter ikke kun Netflix som min partner med mange mulige eventyr i fremtiden, men også som mine venner. Et nyt udtryk er født: Netflix Winding Refn, lyder det fra den danske instruktør.

I hovedrollen som Miu ses Angela Bundalovic, mens nogle af de øvrige navne på rollelisten består af Nicolas Winding Refns egen datter Lola Corfixen som Mius nemesis, Rakel, og af Zlatko Burić som skurken Miroslav.

Zlatko Burić er en Nicolas Winding Refns foretrukne danske navne og medvirkede også i hans store gennembrud herhjemme i 90'erne med den første film i "Pusher"-trilogien.

Instruktøren selv har også en lille rolle i "Copenhagen Cowboy", og så kan mediemakkerparret Mads Brügger og Mikael Bertelsen også ses i serien.

"Copenhagen Cowboy" markerer Nicolas Winding Refns første projekt i Danmark i mange år.

Den 52-årige filmskaber har haft stor succes i udlandet.

Nicolas Winding Refn har været nomineret til hovedprisen ved Filmfestivalen i Cannes, Den Gyldne Palme, for "The Neon Demon" i 2016 og var med i opløbet om en Bafta Awards i 2011 for filmen "Drive", der blev hans store internationale gennembrud.

"Copenhagen Cowboy", som fortælles over seks afsnit, får premiere på Netflix den 5. januar 2023.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 24/11/2022 - 10:00

FAKTA: Lav snaps op til gæsternes ankomst

* Du kan hurtigt lave en snaps til julebordet, hvis du for eksempel har krydderier tilovers fra madlavningen. Det kan være dild eller timian.

* Her kan du eksempelvis putte små timiangrene i snapseglasset oven i neutral alkohol og lade det trække i en times tid.

* Herefter fisker du timiangrenene op, og så har du en snaps, der smager af timian, til gæsterne.

Kilde: Indehaver af kryddersnapse.dk, Niels Stærup.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 24/11/2022 - 10:00

Lav din egen julesnaps - du kan godt nå det

Monika Skolimowska/Ritzau Scanpix

Vil du lave din egen julesnaps, kan du lave den på de krydderier, du forbinder med jul. Det kan være kanel og nelliker, siger snapse-kender.

"Haps, haps, haps. Nu skal vi ha' snaps".

Har du været til en julefrokost, genkender du formentlig denne sangtekst, når snapseglassene fyldes op med den karakteristiske drik.

Selv om snapsen kan have ry for at skulle trække længe, behøver du ikke at gå i panik, hvis du endnu ikke har fået brygget julesnapsen sammen.

Sådan lyder det fra Niels Stærup, som er forfatter til flere bøger om kryddersnaps og indehaver af hjemmesiden kryddersnapse.dk.

- Man kan for eksempel bruge de krydderier, man forbinder med jul. Det kan være kanel, nelliker og rosiner og få sat dem sammen på en god måde, siger han.

Snapse-kenderen råder også til, at du kaster dig ud i at bruge grønne kardemommekapsler, stjerneanis, friske æbler og vaniljestænger.

- Man kan smide et par sorte peberkorn i en kryddersnaps. Det kan give modspil til de andre krydderier, siger Niels Stærup.

Faktisk har snapse-kenderen selv et par bud på, hvad du kan lave af julesnapse.

Den første har navnet "Jul i Mjäryd".

- Den har masser af sødme i sig og de smage, man forbinder med jul, som passer til de tungere retter, der er på et julebord, siger han.

Her skal du bruge 70 centiliter neutral alkohol, for eksempel vodka. Det er nemlig vigtigt, at du ikke bruger alkohol, som allerede er tilsat smag, for det kan ødelægge den smag, du selv ønsker at lave.

Du skal også bruge 3 kanelstænger på 8-10 centimer, seks nelliker, 1 spiseskefuld rosiner med top og 1 spiseskefuld hvidt sukker. Alt dette hælder du sammen med alkoholen.

Det skal stå og trække på et tørt sted i op til fem dage.

- Undervejs ryster man glasset for at få sukkeret ud i alkoholen. Og når de fem dage er gået, har du en færdig snaps, som du kan hælde på flaske.

- Den kan nydes med det samme, men den vil vinde lidt i smagen, hvis den står og hviler i en uges tid, siger Niels Stærup.

Ved den anden snaps, som han kalder "Merry Christmas", skal du bruge 3 stykker stjerneanis og cirka 1 spiseskefuld appelsinskal. Det skal blandes med neutral alkohol og trække i højst 5 dage.

- Det er også en snaps, der er ganske udmærket, siger han.

Niels Stærup råder til, at du opbevarer snapsen på et tørt sted. Det kan være på en hylde eller i et skab.

Er den lavet af krydderier eller friske ingredienser, anbefaler han, at den drikkes ved stuetemperatur.

- Det giver den største smagsoplevelse i forhold til de ingredienser, man har puttet i, siger han.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv