Som mange andre har du nok også tillid til din arbejdsgiver, og du tænker måske, at du får udbetalt den rigtige løn hver måned.
Men hvis du ikke selv løbende har holdt øje med din løn, optjente ferie og betaling for overarbejde, er der stor sandsynlighed for, at der har været fejl på din lønseddel.
Faktisk viser undersøgelser fra Fagbevægelsens Hovedorganisation, at hver anden har oplevet fejl på en lønseddel.
Jo mere skiftende arbejdstider og varierende løn du har, desto større er risikoen for, at der er fejl, lyder det fra hovedorganisationen, der repræsenterer cirka 1,3 millioner lønmodtagere fordelt på 65 fagforbund.
Men der kan også være fejl på lønsedlen, hvis du er fastlønnet.
Gennem en stikprøvekontrol har Pædagogernes fagforbund BUPL for eksempel fundet frem til, at et bestemt tillæg ikke var blevet udbetalt til en pædagog i 13 år.
Tillægget forsvandt, efter at hun blev tilknyttet en ny skole. Og det lykkedes BUPL at sikre pædagogen efterbetaling for ti år.
Det er derfor en god idé at få undersøgt din egen lønseddel, og du kan typisk få din fagforening til at hjælpe dig.
- Det hjælper ikke noget, at man kun kigger på, hvad man har stående i banken. Man skal også sikre sig, at man har fået den rigtige løn, siger faglig medarbejder i 3F Frederiksborg Hanne Gram.
Hun anbefaler desuden, at du sikrer dig, at pengene, der er trukket til pension, også er blevet indbetalt til din pension. For lønnen bliver typisk beregnet manuelt, og derfor kan der ske menneskelige fejl.
- Man skal huske på, at fejl på en lønseddel ikke nødvendigvis er en bevidst fejl, siger hun.
- Og mange virksomheder vil gerne rette fejlene, så snart de bliver gjort opmærksom på dem.
Der er oftere fejl i bestemte brancher, og hvis man får elevløn, men helt generelt anbefaler Hanne Gram, at alle lønmodtagere med jævne mellemrum får kontrolleret, om lønsedlen stemmer.
- For mange lærlinge og elever er det deres første arbejdsplads, så de ved ikke, hvad de skal kigge efter, og hvilken overenskomst der gælder for dem. Så det er lidt op ad bakke for mange af dem, hvis de ikke får hjælp fra en fagforening, siger Hanne Gram.
Du kan ofte kræve at få rettet fejl og udbetalt manglende løn fem år tilbage i tiden. Og i nogle tilfælde kan du gøre krav gældende for ti år. Det gælder også for tidligere ansættelser.
Hanne Gram peger på, at mange ikke kan lide at rejse et krav mod arbejdsgiveren, mens de er ansat:
- Og de henvender sig så først, efter at de er blevet fyret eller selv har sagt op, fordi de synes, det har været ganske urimeligt.
Formand for 3F Frederiksborg, Daniel Leigther Dyhrberg, opfordrer også til, at man bruger sin fagforening til at få styr på sin lønseddel.
- Blandt vores medlemmer har jeg oplevet, at der har været fejl på otte ud af ti lønsedler, siger han og tilføjer:
- Jeg plejer at sige til mine medlemmer, at de er specialister inden for deres område. De kan være anlægs- eller betonfolk. Og jeg er så specialist i at se på lønsedler.
/ritzau fokus/