København, 04/10/2020 - 10:48
FAKTA: Sådan kan du undgå at blive snydt af it-kriminelle
Videregiv aldrig personlige oplysninger og vær kritisk, hvis du bliver bedt om at udlevere dem, lyder råd.
Af: /ritzau/
Over 1,6 millioner danskere har ansøgt om at få udbetalt indefrosne feriepenge.
Og det skaber travlhed hos it-kriminelle, der udnytter anledningen til at franarre danskerne penge, lyder advarslen fra en ekspert og politiet.
Men hvis man er på vagt, kan man undgå at blive snydt.
Her er politiets gode råd:
* Videregiv aldrig personlige oplysninger om dit NemID.
* Vær kritisk, hvis du bliver bedt om at udlevere dine personlige oplysninger - offentlige myndigheder vil aldrig ringe eller skrive og bede dig om at udlevere dine personlige oplysninger.
* Søg selv hjemmesiden frem i din internetbrowser, frem for at klikke på et link som du har modtaget, for at undgå falske links.
* Kontakt selv virksomheden eller myndigheden, som afsendere udgiver sig for at være fra, og spørg ind til henvendelsen.
* Stol ikke på visningen af opkaldets telefonnummer eller afsender på sms'en. Svindlere kan ændre visningen af det nummer, de ringer fra.
Kilde: Rigspolitiet.
/ritzau/