Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 01/06/2024 - 10:55

FAKTA: Regeringen løfter sundhedsvæsenet med to milliarder

Milliarder til regionerne skal blandt andet være med til at afbøde lange ventetider og høje medicinudgifter.

Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Regeringen og Danske Regioner har rejst sig fra forhandlingsbordet og præsenteret en ny økonomiaftale for regionerne i 2025.

Med aftalen løftes regionernes økonomi næste år med 2,1 milliarder kroner, der blandt andet skal være med til at bremse de stigende medicinudgifter.

Her kan du læse en række af aftalens hovedelementer:

* Den regionale driftsramme til sundhed løftes med 2,1 milliarder kroner i 2025. Det er det største løft i 14 år.

* Aftalen indebærer også et ekstraordinært løft af regionernes driftsramme til sundhed i 2024 på 600 millioner kroner, som skal være med til at afbøde store medicinudgifter.

I 2023 måtte regionerne bruge 1,4 milliarder kroner mere på tilskudsmedicin, end man gjorde året før. Det er 1,1 milliard kroner mere, end der var budgetteret med i økonomiaftalen med staten.

* Aftalen indebærer også en række styringsredskaber på medicinområdet, der skal bidrage til bedre priser på medicin for borgere og regioner samt sikre et mere rationelt medicinforbrug.

* Regionerne skal selv nedbringe administrationsudgifterne med 104 millioner kroner.

* 111 millioner kroner skal gå til behandlingskapaciteten på kræftområdet. Pengene afsættes, efter at det er blevet afdækket, hvordan der har været lange ventetider på behandling for kræftpatienter.

* Samlet set er niveauet for de regionale anlægsudgifter på 7,35 milliarder kroner i 2025.

* I 2025 reserveres 100 millioner kroner af det aftalte løft til en etårig ulighedspulje, som fordeler midler til regioner med mindre end tre læger per 1000 indbyggere, til finansiering af særlige initiativer til at forbedre lægedækningen og øvrige sundhedstilbud.

* I aftalen er der forudsat et teknologibidrag på 371 millioner kroner, som skal prioriteres til øget behandlingskapacitet i regionerne.

Kilder: Finansministeriet og Ritzau.

/ritzau/

København, 01/06/2024 - 08:00

Dansk skuespiller: Jeg holdt mig selv fast

Skuespiller Nanna Rossen er brudt ud af den boks, hun var kommet til at sætte sig selv ned i.

Et ordsprog lyder, at man ikke skal dømme en bog på omslaget.

Virkeligheden er ikke sort og hvid, og uanset om man er grøn, brun eller hvid, er blodet, der ruller i årerne på os alle sammen, rødt.

Det illustrerer musicalen "Wicked". Den udspiller sig forud for "Troldmanden fra Oz" og viser, hvorfor hende, der til skræk og advarsel kaldes Den Onde Heks fra Vest, er blevet "wicked" - modbydelig.

Rollen spilles i den kommende danske opsætning, der får premiere på Fredericia Musicalteater 18. september, af skuespilleren Nanna Rossen.

- Jeg synes altid, det er fedt at fortælle historier, som giver plads til outsideren, og historier, hvor jeg kan have noget af mig selv med, siger hun.

"Wicked" handler om venskabet mellem to unge kvinder, der møder hinanden på hekseskolen i det magiske rige Oz: førnævnte Elphaba, Den Onde Heks fra Vest, der er resultatet af en affære og fødes med grøn hud og dermed ser anderledes ud end de fleste andre, og klassens populære pige, Glinda, som spilles af Johanne Milland.

- Jeg har haft et rigtig dejligt liv indtil videre. Men især da jeg var teenager, hvor der skete alt muligt inde i mig, kunne jeg nogle gange godt gå rundt og føle mig lidt som en trold i forhold til mine veninder. Jeg gik hurtigere i puberteten og var også lidt større end dem, fortæller Nanna Rossen.

- I virkeligheden når jeg tænker tilbage, så jeg nok ikke helt vildt meget anderledes ud. Men det var en følelse inde i mig, og jeg mærker det stadig.

Nanna Rossen forsøger at finde ordene for at fortsætte:

- Jeg kan ofte stå og have en indre monolog inde i hovedet: "Nu skal du sige et eller andet, fordi folk synes, du er så underlig lige nu, hvis du ikke siger noget", og så føler jeg bare endnu mere underlig ..., fortæller hun åbenhjertigt.

- Jeg har altid været genert og sådan lidt stille. Jeg får ikke altid sagt, hvad jeg har på sinde eller mener, og så er det nemt at blive misforstået.

Det samme gør Elphaba.

Hun har fået lagt et narrativ ned over sig selv. At grøn er gusten.

- Det har jeg heldigvis aldrig selv følt. Men jeg har nogle gange sat mig selv i en boks som hende outsideren eller som hende den sjove veninde, fortæller Nanna Rossen.

- Men det var mig selv, der satte det ned over hovedet, med en følelse af at det blev sat på mig. Men det var jo mig selv, der holdt mig selv fast. Det gør Elphaba også lidt, i hvert fald meget i starten, indtil hun så møder Glinda, og de får et venskab, og de lærer en hel masse ting af hinanden.

Glinda konstaterer godt nok, at Elphaba er grøn, men mest af alt ser hun hendes bankende røde hjerte.

- Jeg er selv i en branche, hvor man bliver bedømt på, hvordan man ser ud, og hvem man er. Nu lever vi heldigvis i en tid, hvor de normer, der er sat for nogle typer roller, bliver udfordret, hvilket er skønt for sådan en som mig, siger Nanna Rossen.

- Men jeg har følt mig meget sat i, at jeg kommer aldrig til at spille de her prinsesseroller eller den yndige et-eller-andet, selv om jeg godt kan spille alt muligt andet. Men jeg ved godt nu, at det ikke behøver at være sat, og at jeg gerne må udfordre det.

"Wicked" havde verdenspremiere på Broadway for 20 år siden. I 2011 kom den første gang til Danmark, og dengang var Nanna Rossen faktisk inde at se den - det var fem år, inden at hun selv endte på musicalscenen.

Hun debuterede i den danske version af Broadway-musicalen "Hairspray" i 2016. Året forinden var hun blandt de flere end 300 ansøgere, der bejlede til en af hovedrollerne i forestillingen, men Nanna Rossen var hende, som endte med at gå hele vejen. Hendes præstation gav hende en talentpris til Reumert-uddelingen, en af de største hædersbevillinger inden for dansk scenekunst.

I 2019 blev Nanna Rossen så uddannet musicalskuespiller fra Den Danske Scenekunstskole i Fredericia.

Men faktisk begyndte hun allerede at optræde som lille. Hun var med i børnenes melodigrandprix, MGP, tilbage i 2005, og kort efter blev hun optaget på Eventyrteateret.

- For mig er det naturligt, at hvis der er noget, der føles for stort inde i en, til at det kan siges med ord, så kan det komme ud via en sang, siger Nanna Rossen.

- Jeg var jo genert som barn, så jeg tror helt klart, at det var en måde at komme ud med nogle ting på. Hvis man ikke lige er sådan en, der normalt går og råber højt om, hvad man lige føler og tænker, så er det enormt forløsende at gå op på en scene og bare synge sit hjerte ud.

Den frihed, hun får fra sang, forsøger hun at tage med ned fra scenen.

- Det er sådan min ting lige nu, at "don't give a fuck", fortæller Nanna Rossen.

- Det er ikke altid, at det lykkes helt vildt godt for mig. Jeg kommer stadig til at føle, at jeg står og snakker med mig selv i mit hoved, og alle synes, jeg er i weird. Men det tror jeg bare, er en del af mig, og det skal jeg også acceptere, at jeg er bare ikke et menneske, der nødvendigvis altid råber helt vildt højt. Men jeg øver mig.

"Wicked" får premiere på Fredericia Musicalteater 18. september og spiller frem til den 5. oktober.

Herefter kommer musicalen forbi Tivolis Koncertsal i København fra den 11. til den 19. oktober, inden den vender tilbage til Fredericia igen og spiller fra den 25. oktober og frem til 17. november.

/ritzau/

Læs Mere >>

Graasten, 31/05/2024 - 14:10

Graasten Slot fortsætter som sommerbolig for kongeparret

Claus Fisker/Ritzau Scanpix

9. juli drager kongeparret til Graasten Slot, og dermed videreføres slottet som sommerbolig for kongefamilien.

Kong Frederik og dronning Mary tager 9. juli ophold på Graasten Slot.

Dermed fortsætter kongeparret traditionen med at bruge det sønderjyske slot som sommerbolig for den kongelige familie.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Graasten Slot blev givet som bryllupsgave til kong Frederiks bedsteforældre - kong Frederik IX og dronning Ingrid - tilbage i 1935.

Dermed har slottet i 89 år været samlingssted for den kongelige familie i sommermånederne.

Når kongeparret i juli drager til Sønderjylland, vil der være officiel modtagelse på Torvet i Gråsten.

Her vil kongeparret blive budt velkommen af borgmester i Sønderborg Kommune Erik Lauritzen (S).

Han ser frem til at tage imod gæsterne, fremgår det af en pressemeddelelse fra Sønderborg Kommune.

- Vi glæder os til at byde kongeparret velkommen i Gråsten, og vi er meget glade for, at kongeparret dermed fortsætter den tradition, som dronning Margrethe fulgte i mange år i forbindelse med sommeropholdet på Graasten Slot.

- Når kongeflaget er hejst på Graasten Slot, så er det for mange sønderjyder den dag, hvor sommerferien virkelig går i gang, siger Erik Lauritzen.

I løbet af sommeren vil også dronning Margrethe og prinsesse Benedikte tage ophold på det sønderjyske slot.

Det nuværende Graasten Slot stammer fra 1759.

Gennem tiden har slottet haft skiftende ejere i form af blandt andre den sønderjyske hertugfamilie augustenborgerne og Frederik VII.

I 1920 overtog staten slottet. Det blev blandt andet anvendt som retslokale og bibliotek, indtil det i 1935 blev overdraget til kongehuset.

Omkring slottet ligger slotshaven, som er åben for offentligheden. Slotshaven er i romantisk stil og blev anlagt i slutningen af 1700-tallet.

Når den kongelige familie har residens på Graasten Slot, er der dog ikke offentlig adgang til slotshaven.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 01/06/2024 - 10:00

FAKTA: Øv dig i oprydningens kunst

* Det svære er at få taget hul på oprydningen. Herefter begynder det som regel at køre.

* Jo mere, du går i krig med at rydde op, jo mere modig bliver du. Det giver følelsen af, at du ikke behøver at gemme alt fra dit levede liv - det går faktisk fint uden.

* Derfor kan du også opleve, at du bliver hurtigere til processen. Eller at du kan tage en runde mere og skære endnu mere ind til benet af, hvad du behøver at beholde.

Kilde: oprydningsekspert Lena Bentsen, som har siden farvelrod.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 01/06/2024 - 10:00

Vokset ud af bogreolen? Sådan sorterer du ud i samlingen

Christian Liliendahl/Ritzau Scanpix

Det kan være følelsesmæssigt slidsomt at sortere ud i de skattede bøger. Men nogle få overvejelser kan være en hjælp til at få hul på processen.

Læderindbundne bind og smukt dekorerede forsider i bogreolen kan gemme på nogle af de største litterære oplevelser og minder fra et liv med læsning.

Og den følelsesmæssige tilknytning kan gøre det til en næsten umulig opgave at skille sig af med nogen af eksemplarerne i den bugnende bogreol.

Men du kan gøre processen lidt mindre udmattende og mere overskuelig.

- Når man står og kigger på bøgerne, kan man huske oplevelserne, brudstykker derfra og nogle følelser. Sådan er det med alle de ting, vi har nogle følelser med, siger Lena Bentsen, som er oprydningsekspert under navnet Farvelrod og forfatter til blandt andet "Farvel rod - hej frihed"

- Betragt det som at have set en film i biografen. Det var en god oplevelse. Dvd'er har mange af os nok også kæmpet med at skille os af med, for nu har man trods alt givet 125 kroner for den. Men du har jo haft oplevelsen, som oprydningseksperten pointerer.

Lena Bentsen opfordrer til at tænke sorteringen i nogle grove kategorier.

Nogle bøger er "på relikvieniveau", og dem behøver du ikke at sortere ud i. De har en særlig betydning - måske er det arvede - og pynter på boghylden.

Dem, du ikke gider læse mere, skal ud af vagten. Hvis du spørger dig selv, om du kan undvære bogen, og svaret er ja, så skal de bare videre eksempelvis til genbrug.

Det svære opstår i mellemgruppen. For det kunne jo være, at du en dag ville samle bogen op igen, ikke? Her råder hun til at spørge dig selv, hvor stor sandsynligheden i virkeligheden er for, at du gør det.

- Har du været begyndt på den og er ikke kommet videre end 67 sider, så er det videre med den. Har den ikke fanget dig, så er det ud, lyder hendes kontante råd.

Med "ud" mener hun ud af hjemmet, men det behøver ikke at være en direkte vej til skraldespanden. Det kan være til genbrug eller venner eller bekendte.

En særlig kategori er fagbøger. Måske har du en særlig hylde reserveret til studiebøgerne, der har formet dig som menneske.

- Det rummer en del af vores udviklingshistorie, og det kan være svært at sige farvel til. Det er også rigtigt og hyggeligt og trygt. Men det er ikke det samme, som at vi skal gemme dem, siger Lena Bentsen.

- Så er der nogle, der indvender, at de jo kunne få brug for at slå noget op. Men der har vi typisk andre muligheder for at slå det op, tilføjer hun.

For at binde en fin sløjfe kan man sige tak for den tid, man har haft med bogen.

- Vær taknemmelig. Det er meget nemmere at skille sig af med noget på den måde. Det behøver ikke at være en stor ceremoni. Men sig tak, for det, du har lært mig, det, du har gjort for mig, eller den oplevelse, du har givet mig. og erkend, at det er slut, siger Lena Bentsen.

Har du nye bøger, der står urørte i reolen, kan du ifølge oprydningseksperten godt beholde dem. For "det kan være meget godt at have noget på lager".

Hendes råd er at dedikere en særlig hylde til dem eller markere dem eksempelvis med et stykke farvet garn, så de kalder på at blive læst næste gang.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek