København, 07/06/2020 - 10:43
FAKTA: En ung drabsmand med en mørk fortid
Den dømte i en sag om drab på ældre i København blev allerede som 19-årig idømt forvaring i en anden sag.
Af: /ritzau/
En 28-årig mand er søndag i Københavns Byret kendt skyldig i drab på to pensionister fra samme bebyggelse på Østerbro i København.
Han er frifundet for et tredje drab, som han var tiltalt for.
Det er ikke første gang, den unge mand stifter bekendtskab med retssystemet. Læs mere om ham og hans fortid her:
* Kom til Danmark fra Sudan i 1999, da han var syv år gammel. Han har boet i blandt andet i Nakskov, Holbæk og København.
* Som tiårig blev han mistænkt for at have forsøgt at voldtage en seksårig pige og blev anbragt på en institution. Senere kom han i plejefamilie.
* Da han var 14 år, blev han sigtet for voldtægt og anbragt på en lukket institution. Flere gange måtte han flyttes på grund af konflikter.
* Et par år senere - da han var 17 år - blev han sigtet for endnu en voldtægt. Offeret var en 14-årig pige, som var på besøg hjemme hos ham.
* Han blev varetægtsfængslet, og under sin fængsling i en lukket institution i København fik han besøg af en af sin mors veninder.
* I et besøgsrum forsøgte han at kvæle og voldtage kvinden, som undervejs mistede bevidstheden, men som endte med at overmanden teenageren.
* Episoderne førte til, at han blev tiltalt for voldtægt, voldtægtsforsøg og drabsforsøg. Han blev idømt forvaring i Københavns Byret i 2011 - formentlig som den hidtil yngste i Danmark.
* Dommen blev senere stadfæstet af Østre Landsret.
* Men i 2012 valgte Højesteret at ændre dommen til en fængselsstraf på syv år. Den dømtes unge alder talte imod en forvaringsdom, mente Højesteret.
* Under sin afsoning tog han kvælertag på to fængselsbetjente i Herstedvester Fængsel. Han blev senere dømt for overfaldene.
* Efter sin afsoning har den nu 28-årige mand blandt andet boet hos sin mor på Østerbro i København - i samme bebyggelse, som drabene på ældre mennesker blev begået.
* Ældre beboere fra bebyggelsen har under retssagen været indkaldt som vidner, hvor de har fortalt, at den unge mand har været yderst opsøgende. Han har ringet på hos dem, fulgt efter dem og ringet til dem.
* Den 28-årige har angiveligt forsøgt at skabe sig en musikkarriere. Han har lavet musikvideoer og har været manager for musikere.
* En mentalundersøgelse har konkluderet, at han er svært afvigende, har gennemgribende psykopatiske træk og udviser en grov ligegyldighed over for andres følelser.
* Han har under retssagen nægtet sig skyldig i drab, men har erkendt at have misbrugt sine ofres betalingskort på blandt andet biografbilletter, cafébesøg og taxakørsel.
Kilder: Ritzau, Berlingske og Ekstra Bladet.
/ritzau/