Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 06/10/2024 - 10:46

Emily Pedersen falder tilbage på finaledag i Kina

I stedet for en duel om sejren endte Emily Pedersen uden for top-10 efter en ujævn afslutning søndag.

Scott Taetsch/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Trods en lovende start på finalerunden kunne den danske golfspiller Emily Pedersen ikke følge med de bedste søndag ved Aramco Team Series i Kina. Turneringen er en del af Ladies European Tour.

En runde i et enkelt slag under par sendte hende tilbage fra en delt fjerdeplads til en slutplacering som delt nummer 15 i samlet ni slag under par.

Turneringen blev vundet af franskmanden Celine Boutier i 19 slag under par.

Det startede ellers lovende for den 28-årige dansker søndag. Med birdies på de to første huller bød hun sig for alvor til i topfeltet.

En ny birdie på hul 6 gav løfter om en stor runde og et topresultat, men hun formåede ikke at holde momentum.

Mens de øvrige spillere helt fremme på scoretavlen fortsatte med producere birdies, gik det den modsatte vej for Emily Pedersen.

På hul 7 og 12 måtte hun notere bogeys, og lynhurtigt var toget kørt uden hende. I stedet kom hun til at kæmpe for at holde sig i top-10.

Da hun noterede endnu en bogey på hul 16, blev også det svært, og selv med en birdie på sidste hul og en score for dagen under par kunne hun ikke klemme sig ind blandt de ti bedste i den individuelle del af turneringen.

Som turneringsnavnet antyder, var der også en holdturnering.

Midt i september var Emily Pedersen en del af det europæiske hold, som tabte Solheim Cup-dysten mod USA.

Fem gange i karrieren har hun triumferet på Ladies European Tour. Senest var dog i det meget succesfulde 2020, hvor hun vandt fire turneringer.

Med til historien hører også, at hun siden har spillet en del på den amerikanske LPGA Tour.

/ritzau/

København, 06/10/2024 - 08:14

Anmeldelser: Rocklegende var overlegent nærværende i Royal Arena

Chris Pizzello/Ritzau Scanpix

67-årige Nick Cave gæstede Royal Arena lørdag aften, hvor det meste fungerede, lyder anmeldelser.

Der er overvejende positive anmeldelser at finde af den australske rocklegende Nick Caves optræden i Royal Arena.

Han og bandet The Bad Seeds får fem ud af seks stjerner af Politikens kritiker, der lørdag aften forelskede sig i rocklegenden på ny.

67-årige Nick Cave har været aktiv musiker siden 1973, og blandt hans hits er "O Children", "Red Right Hand" og "Into My Arms".

Ifølge avisen var der for publikum ikke andet at gøre end at overgive sig, når den "flamboyante gud" satte arenaen i brand, lyder det i en anmeldelse.

- Hvert et træk, han tog, var nærværende og overlegent, fra det tyste til det himmelstræbende, lyder det.

Jyllands-Postens anmelder kalder Nick Caves præstation for "storladen, vild, forudsigelig og fuldstændig forrygende".

Han valgte at spille stort set alle sange fra sin få uger gamle plade, "Wild God", og det gav mening at udelade ældre hits som "Deanna" og "Straight to You" til fordel for det nye, lyder vurderingen.

Jyllands-Posten kalder pladen for Nick Caves "bedste plade i mange år", men der var også gamle klassikere med fra australierens repertoire.

Med "The Boatman's Call" fra 1997 mindede han publikum om, at han "befinder sig blandt vores tids allervigtigste sangskrivere", skriver Jyllands-Posten.

- Helt uden konfetti og farvestrålende videoproduktioner beviste han, at man stadig kan fastholde publikums opmærksomhed med en god sang, hvilket bestemt ikke er en selvfølge, slet ikke på store spillesteder som Royal Arena.

Nick Cave får også fem ud af seks stjerner af avisen.

Ifølge Ekstra Bladet er Nick Cave dog ikke, hvad han har været. Engang var han bare radikal, skriver avisen.

Og det var særligt nye sange som "Frogs", "Song of the Lake" og "Joy", der ikke engang nåede scenekanten. Materialet var amputeret, og bandet var skramlende.

- Publikum var lige så stillestående som sangene, men de ortodokse tilbedere på forreste række rakte trods alt ud efter idolet til de forbavsende blodfattede toner af "Red Right Hand", lyder det.

Generelt var der ifølge anmeldelsen "mere disko end dynamik i en unødvendigt langtrukken affære på knap to en halv time", og Ekstra Bladets anmelder giver Nick Cave tre ud af seks stjerner.

Nick Cave gæster igen Royal Arena søndag aften.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 06/10/2024 - 08:00

Molly Egelinds blå bog

* Født i 1987 som datter af skuespiller Søs Egelind og filmfotograf Björn Blixt.

* Uddannet fra skuespillerskolen i Odense i 2015.

* Har medvirket i en række film og tv-serier, heriblandt "Okay", "Den skaldede frisør" og "Håbet". Siden 2018 har hun spillet Anna Rosenfeld i "Sygeplejeskolen".

* Er gift med skuespiller Benjamin Katzmann Hasselflug. De har to børn sammen.

Kilde: ritzau, imdb.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 05/10/2024 - 10:00

FAKTA: Tidslinje for ejendomsvurderinger

* I 2024 er det en foreløbig 2022-vurdering, der danner grundlag for boligskat. Den endelige 2022-vurdering forventes at være klar i 2025.

* I 2025 og 2026 skal boligejere betale skat af en foreløbig 2024-vurdering, der er en fremskreven 2022-vurdering, som er justeret i forhold til priserne på boligmarkedet i 2024.

* Sideløbende med vurderingerne kommer efterregulering af boligskat. Frem til midten af 2025 vil boligskatterne i årene 2021, 2022 og 2023 forventeligt blive efterreguleret.

* Og fra 2026 vil boligskatterne for 2024 og 2025 blive efterreguleret.

Kilde: Vurderingsstyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 05/10/2024 - 10:00

FAKTA: Ejendomsvurdering og boligskat

* De seneste år har boligejere betalt skat på et foreløbigt grundlag, fordi ejendomsvurderingerne ikke var klar.

* De fleste boligejere har nu fået deres 2020-vurdering, og Vurderingsstyrelsen er i gang med at efterregulere skatten for 2021, 2022 og 2023.

* Men der vil fortsat gå flere år, før boligskatten kan blive opkrævet på baggrund af endelige vurderinger.

* I 2025 og 2026 skal boligejere betale boligskat af en fremskrevet 2022-vurdering, der er justeret i forhold til priserne på boligmarkedet den 1. januar 2024.

Kilde: Vurderingsstyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek