København, 08/02/2022 - 10:57
Ekspertgruppe foreslår tre modeller for CO2-afgift
I et år har en ekspertgruppe arbejdet på en ny CO2-afgift. De er nu nået frem til tre modeller.
Af: /ritzau/
En ekspertgruppe foreslår tirsdag efter et års arbejde tre modeller for en ny CO2-afgift. En er ensartet, hvilket er den billigste måde for samfundet at mindske udledningen på.
To af modellerne er differentieret, hvilket vil friholde de største udledere.
Alle modellerne står til at mindske udledningen med 3,5 millioner ton frem mod 2030. Danmark mangler omkring ni millioner ton i øjeblikket for at nå det politiske mål.
Det er nu op til Folketingets partier at blive enige om, hvilken model de vil fortsætte med for at mindske udledningen.
Efter flere års politisk brydekamp tegner der sig et flertal for en afgift, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) i årets nytårstale sagde, at der skulle være enighed om en CO2-afgift i år.
Det er samfundsøkonomisk billigst at vælge en ensartet sats for en ny CO2-afgift.
Men eksperterne med formand Michael Svarer i front frygter, at det vil føre til nedgang i produktionen blandt landets virksomheder og en risiko for, at de vil flytte produktionen til udlandet.
/ritzau/