Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 15/07/2024 - 10:59

Efter 131 kampe: Thomas Müller siger farvel til landsholdet

Thomas Müller har spillet sin sidste landskamp for Tyskland, som han var med til at føre til VM-guld i 2014.

Kai Pfaffenbach/Reuters

Af: /ritzau/

Sommerens EM-slutrunde blev endestationen for Thomas Müller på det tyske landshold.

Den 34-årige offensivspiller oplyser i en video på YouTube, at han har spillet sin sidste kamp for nationalmandskabet.

- Efter næsten 14 år og 131 landskampe har jeg besluttet at stoppe min karriere på Tysklands landshold, siger han.

- Jeg vil gerne sige tak til alle fansene og landsholdskammeraterne. Tak for støtten gennem årene, lyder det fra Thomas Müller.

Müller var blandt andet med til at vinde VM i 2014, hvor han spillede en nøglerolle.

Samlet set har den snu målræv scoret 45 gange for Tyskland og er dermed en af de syv mest scorende spillere for nationen.

Ti af målene er kommet ved VM-slutrunder, hvor Müller i særlig grad har udmærket sig, mens succesen ved EM har været mere begrænset.

Faktisk nåede han aldrig at komme på tavlen i EM-regi, og ved den forgangne slutrunde blev det blot til spilletid i to kampe.

Müller så ottendedelsfinalen mod Danmark fra bænken, men kom ind mod Spanien i 1-2-nederlaget i kvartfinalen.

Tilbage i 2019 så det for en stund ud til, at Müller havde udspillet sin rolle på det tyske landshold.

Den daværende landstræner, Joachim Löw, smed både Müller, Jérôme Boateng og Mats Hummels af landsholdet for at give holdet et nyt udtryk og skabe fremtidens hold.

Men resultaterne udeblev, og i 2021 gav Löw atter plads til Müller på holdet, og den mangeårige Bayern München-profil var også med til EM i 2021 og VM i 2022.

/ritzau/

København, 15/07/2024 - 10:40

Erfarne profiler bliver faste værter på Viaplays nye sportskanal

Viaplay fuldender det faste hold af værter på deres nye kanal, Viaplay Sport News, som kan ses i august.

Når Viaplays nye sportsnyhedskanal, Viaplay Sport News, går i luften til august, bliver det med erfarne kræfter ved hånden.

Tidligere vært på Onside Stine Jensen bliver fast vært på kanalen, og det samme gør Mikkel Borg, der har været vært på Champions League-håndbold og superligafodbold.

Det oplyser Viaplay i en pressemeddelelse.

Viaplay har tidligere præsenteret Simon Egeskov som vært på kanalen. Han kommer fra en stilling som sportsvært på Discovery Plus, hvor han blandt andet har dækket superligafodbold og cykelløbet Giro d'Italia.

Sammen kommer de tre til at dække morgen- og aftenfladen på kanalerne, men også særmagasiner om aktuelle sportsbegivenheder.

Det gælder blandt andet Superligaen, Formel 1, cykelsport og Premier League.

Sportschef på Viaplay Benjamin Munk Lund er sikker på, at seerne på Viaplay Sport News bliver glade for de tre værter, siger han i pressemeddelelsen.

- Disse tre værter har både den rigtige viden, erfaring og faglighed, men også friskhed og begejstring, som er helt nødvendig for et stærkt værtskab, siger Benjamin Munk Lund.

Stine Jensen har været ansat på Viaplay i ti år. Hun glæder sig til at vise den nye sportsnyhedskanal frem.

- Det bliver sjovt og uforudsigeligt med de skiftende dagsordner, og jeg ser allerede frem til, at de store sportshistorier breaker, når vi er i luften, siger Stine Jensen i pressemeddelelsen.

På Mikkel Borgs CV er blandt andet titler som radiovært på Radio 100 og journalist på Go'aften Danmark hos TV 2. Siden 2019 har han arbejdet med sport på tv.

Han kalder Viaplay Sport News noget nær drømmejobbet.

- Jeg glæder mig helt vildt, siger han i pressemeddelelsen.

Viaplay Sport News sendes fra august alle hverdage fra klokken 06.30.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 14/07/2024 - 19:30

Mødtes til Vild med dans-fest: Kendiskok gift

Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Der er sommer og kærlighed i luften. Kokken Dak Wichangoen, kendt fra programmet "Masterchef", er blevet gift med kæresten Anders Gørtler Jensen.

Efter halvandet års forberedelse kunne bryllupsklokkerne endelig lyde.

Masterchef-dommer og tidligere Michelin-kok Dak Wichangoen er blevet gift med sin kæreste, Anders Gørtler Jensen.

Det afslører bruden på en række bryllupsbilleder delt på Instagram.

- Yes, vi gjorde det! Mr. & Mrs. Gjørtler Wichangoen, jubler parret på det sociale medie.

Blandt bryllupsgæsterne var de professionelle dansere Mads Vad og Thomas Evers Poulsen og kendiskokken Thomas Castberg.

Op til sommerbrylluppet har Dak Wichangoen flere gange løftet sløret for bryllupsplanlægningen.

Inden sit bryllup havde Dak Wichangoen aldrig tænkt, at hun skulle giftes i hvidt, har hun tidligere udtalt til Her og Nu.

Men ikke nok med at brudekjolen er hvid, så er der hele to af dem og tre forskellige looks, der er lavet i samarbejde med Buch Couture, fortalte hun i januar til Her og Nu.

- Når man putter en kvinde i en brudekjole, så sker der et eller andet i hovedet på os, så nu lever jeg brudedrømmen maks ud. Der vil være noget kort, noget langt og blonder, sagde Dak Wichangoen til mediet.

Det var Anders Gørtler Jensen, der gik på knæ på parrets femårsdag den 29. december 2022.

Det kom som en overraskelse for Dak Wichangoen, da han midt i baconchips og reality-tv spurgte, om hun vil gifte sig med ham.

Iført T-shirt og underbukser blev det et stort ja, afslørede hun senere i et opslag på Instagram.

Parret mødte hinanden i forbindelse med Dak Wichangoens deltagelse i underholdningsprogrammet "Vild med dans" i 2017, hvor kokken dansede med Thomas Evers Poulsen

Til en efterfest mødte hun Anders Gørtler Jensen, der arbejder på Mads Vads danseskole, og siden da har deres kærlighed blomstret.

I 2021 blev de forældre til datteren Lily, og nu kan de også kalde sig ægtepar.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 15/07/2024 - 11:00

FAKTA: Tre hurtige steder du skal nulstille

* Fjern alt det, der ikke hører til i dit hjem. Det gælder alt fra biblioteksbøger og ting, du har lånt af andre, til pantflasker.

* Gør status over de ufærdige projekter. Hvis der har stået en juicepresser og fyldt i bryggerset i fire måneder, fordi den skal laves, skal den måske bare videre.

* Entreen er det sidste sted, du forlader - og det første sted, der møder dig. Så sørg for, at den byder dig velkommen. Læg vintergarderoben og vanterne på loftet.

Kilde: organiseringsekspert Marianne Gammelgaard.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 15/07/2024 - 11:00

Forlæng hotelfølelsen når du vender hjem fra ferie

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kom hjem til nyvasket sengetøj og med en kuffert uden skyggen af vasketøj. Med en smule forarbejde kan ferien vare lidt længere.

Sprøde, hvide lagner og shampoo og sæbe i miniformat, der står klar på en nyskuret badeværelseshylde.

Den rene og ubekymrede følelse af et indbydende hotelværelse kan man nemt længes efter, når man vender hjem fra ferien, og alt ens rod står, lige præcis hvor man efterlod det.

Og faktisk kan du komme rigtig langt med en bare smule forarbejde, fortæller Marianne Gammelgaard, som er organiseringsekspert, forfatter til bogen "Ryd op" og kendt fra TV 2-programmet "Vi drukner i rod.

- Hvis man sørger for, at det sidste, man gør, inden man rejser, er, at man lægger rent sengetøj på og hænger rene håndklæder op, så forlænger man hotelværelsesfølelsen, siger hun.

- Så kommer man ikke lige fra en crispy hotelseng og hjem til noget, man har ligget i i to uger allerede, tilføjer hun.

I mange år praktiserede hun selv som det sidste at sætte opvaskemaskinen i gang. Men det betød også, at det første, hun kom hjem til, var en propfyldt maskine, der skulle tømmes.

- Så den skal være tømt, når man tager afsted, siger hun.

Meget af det, du tager med hjem i feriekufferten, er beskidt tøj. Og et par ugers ugers beskidt tøj fra en familie på fire-fem stykker, der bliver væltet ud på gulvet, kan tage pusten fra de fleste.

Derfor er det en stor fordel at komme til bunds i vasketøjsbunkerne, inden I drager afsted.

Faktisk har Marianne Gammelgaard et pro-tip til helt at eliminere bunken.

- Den sidste dag på ferien bruger man tit på lokationen, men uden de store planer. Hvis det er muligt, kan det være en rigtig god idé at bruge noget tid på at få vasket sit tøj, mens man er på ferien.

- Hvis man rejser til Asien koster det nærmest ingenting at gøre det på hotellerne. Men uanset synes jeg tit, at det er pengene værd, siger organiseringseksperten.

På den måde kommer du hjem med en kuffert fyldt med rent tøj i stedet for en vasketøjsbunke.

- Jeg anbefaler altid at pakke kufferten ud med det samme, for ellers vokser opgaven bare. Og det bliver nemmere, hvis kufferten bare er fyldt med rent tøj, der skal ind i skabet, siger hun.

Har du et skilsmissebarn, der måske skal videre på den næste ferie med den anden halvdel af familien, er det også en gave til din medforælder, bemærker hun.

Et lille tip, der sikrer, at du ikke får et realitetschok efter ferielivet, er, at der allerede står shampoo og sæbe klar på badeværelset, så I ikke har ribbet rub og stub til ferien.

Så kan familien få et bad, komme på toilettet og børste tænder uden at skulle stå på hovedet i diverse kufferter først.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek