Bruxelles, 01/12/2023 - 10:46
EU vil beskytte køleskabe og sensorer fra hackerangreb
En ny forordning skal skærpe kravene til cybersikkerhed i produkter. Alt fra køleskab til sensorer er dækket.
Af: /ritzau/
EU's institutioner er nået til enighed om en forordning om cyberrobusthed, som skal sætte rammerne for cybersikkerhedskrav til produkter med digitale elementer.
Chefforhandler i Europa-Parlamentets udvalg for EU's indre marked Morten Løkkegaard (V) synes, det er positivt med skærpet sikkerhed.
- Den nye lovgivning er et nødvendigt skridt for at beskytte EU-borgere og vores virksomheder.
- Flere og flere produkter vil være koblet på nettet i fremtiden, og det skaber sårbarheder, hvis ikke sikkerheden er i orden. Derfor sørger vi nu for at hæve sikkerhedsniveauet på alt fra sensorer i industrien til køleskabe i hjemmet, siger han.
Forordningen kommer til at dække alle produkter, der enten direkte eller indirekte er forbundet med en anden enhed eller med et andet netværk.
Der er dog undtagelser for produkter, der i forvejen er underlagt cybersikkerhedskrav i form af eksisterende EU-regler.
Dansk Industri (DI) bakker op om de nye regler og er glade for, at reglerne er bygget op som anden produktlovgivning. Det gør det ifølge branchedirektør for DI Digital Camilla Ley Valentin nemmere at efterleve kravene.
- Samtidigt bliver det en utrolig stor opgave for virksomhederne at komme i mål og opfylde kravene, siger hun ifølge en pressemeddelelse.
DI så dog helst, at der var en længere overgangsperiode, for at de tekniske specifikationer erhvervslivet skal bruge for at efterleve de nye krav bliver klar.
- Gør de ikke det, risikerer vi nemlig, at det bliver tæt på umuligt at bringe lovlige produkter på markedet og det er selvfølgelig uhensigtsmæssigt, lyder det fra branchedirektøren.
De nye regler skal efterleves tre år efter forordningens ikrafttræden.
Ifølge EU-Ministerrådet bør det give fabrikanterne tilstrækkelig tid til at tilpasse sig de nye krav.
De kommende uger skal der arbejdes på teknisk plan for at færdiggøre detaljerne i den nye forordning.
Derefter skal forordningen godkendes af EU-medlemsstaternes repræsentanter og bekræftes af EU-Parlamentet og EU-Ministerrådet, hvorefter den kan vedtages.
/ritzau/