Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Wien, 11/05/2022 - 10:49

EU-vicepræsident advarer mod grådighed i fodboldtoppen

Reformen af Champions League beskytter den europæiske sportsmodel, siger tilfreds EU-vicepræsident.

Kenzo Tribouillard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En stor styrke i europæisk fodbold er, at det fortsat er sportslige resultater, der afgør, hvem der deltager i de største turneringer, og at der ikke er tale om en lukket klub.

Det siger vicepræsidenten for Europa-Kommissionen og EU-kommissær for at fremme europæisk levevis, Margaritis Schinas, onsdag formiddag, da han holdt åbningstale ved Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) kongres i Wien.

- Europæisk fodbold skal forblive en åben klub, der er baseret på sportslige resultater og tjener alles interesser, i stedet for at det tilgodeser en lille elite.

- For Europa-Kommissionen er det bydende nødvendigt, at vi arbejder tæt sammen med medlemslandene, Uefa og de nationale fodboldforbund for at beskytte og fremme den europæiske sportsmodel, der er baseret på åbne turneringer, solidaritet og værdier, siger Margaritis Schinas.

Uefas kongres bliver afholdt dagen efter, at et nyt format for Champions League samt Europa League og Conference League blev vedtaget fra 2024/25-sæsonen.

Det endelige format endte med en løsning, der sikrer, at deltagerne stadig bliver de bedst placerede hold fra de nationale ligaer.

Tidligere var det på tegnebrættet, at klubber med de bedste historiske resultater kunne få en plads i turneringen, selv om de havde en forfærdelig sæson i den nationale liga. Det mødte stor kritik fra blandt andet de mindre ligaer, som endte med at få sin vilje.

Der bliver altså ingen fribilletter til Barcelona, Juventus, Manchester United eller en anden storklub, der en gang i fremtiden ender i den nederste del af sin liga.

- Jeg vil gerne lykønske Uefa med vedtagelsen af deres reformer af klubturneringerne fra 2024. Jeg sætter pris på reformerne, der kommer på baggrund af en inkluderende høringsproces.

- Vi skal fortsætte med at stå sammen og arbejde for at forsvare og styrke europæisk fodbold, som er den førende succes i den europæiske sportsmodel, siger Margaritis Schinas.

Han henviser formentlig til, at for eksempel de største amerikanske sportsligaer som NHL, NFL og NBA er lukkede selskaber, hvor man ikke kan rykke op eller ned - en model som også de tidligere Super League-udbryderklubber i europæisk fodbold havde planer om.

I fremtidens Champions League vil der være 36 deltagere i stedet for 32. For Danmark betyder det, at der er lidt større mulighed for at blive en del af det sjove selskab. Fremover vil der være fem nationale mesterhold med i turneringen fra de mindre gode ligaer, hvor der i dag kun er fire deltagere.

DBU-formand Jesper Møller er en del af Uefas magtfulde eksekutivkomité, og han er blandt deltagerne på onsdagens Uefa-kongres.

/ritzau/

Nyhedsarkiv