Bruxelles, 03/09/2021 - 10:54
EU og AstraZeneca indgår forlig i strid om manglende vacciner
EU-Kommissionen indledte sag mod AstraZeneca i april. Fredag har parterne indgået forlig i vaccinestrid.
Af: /ritzau/
EU og AstraZeneca har indgået et forlig i en sag om manglende vaccineleverancer.
Dermed slipper parterne for at tage slagsmålet ved en belgisk domstol, som der ellers var lagt op til.
Det oplyser EU-Kommissionen fredag.
Forliget betyder, at AstraZeneca skal have leveret samlet 300 millioner vaccinedoser til EU inden udgangen af marts 2022. Det er den mængde vaccinedoser, som var aftalt i den oprindelige kontrakt med EU.
De første 100 millioner doser er allerede leveret. De næste 135 millioner doser skal være leveret inden udgangen af året. Og de sidste 65 millioner doser skal altså være EU i hænde før april 2022.
EU-Kommissionen indledte en sag mod AstraZeneca i april, fordi den britiske vaccineproducent ikke levede op til sin kontrakt om vaccineleverancer til EU.
Derudover manglede AstraZeneca ifølge EU en "troværdig" plan for at sikre, at leverancer ville nå frem i tide.
/ritzau/