Bruxelles, 18/11/2021 - 10:59
EU forlænger muligheder for støtte til coronaramte selskaber
Forlængelse af statsstøtteregler skal sikre, at coronaramte virksomheder ikke pludselig afskæres støtte.
Af: /ritzau/
EU-Kommissionen forlænger lempeligere regler for statsstøtte med seks måneder.
Det sker, så medlemslande nemmere kan yde hjælp til virksomheder, som er hårdt ramt af coronapandemien.
Det oplyser EU-Kommissionen i en pressemeddelelse torsdag.
De nuværende regler, som blev indført som følge af coronapandemien, stod til at udløbe 31. december. Men de er altså forlænget, så de gælder indtil 30. juni 2022.
Ifølge Margrethe Vestager, ledende næstformand i EU-Kommissionen med ansvar for konkurrencepolitikken, har de midlertidige regler under pandemien givet medlemslande mulighed for at yde den nødvendige støtte til virksomheder.
- Denne begrænsede forlængelse vil muliggøre en gradvis og koordineret udfasning af kriseforanstaltningerne, uden at det får negative følgevirkninger, og den afspejler den forventede stærke genopretning af den europæiske økonomi generelt.
- På den anden side vil vi fortsat holde nøje øje med covid-19-smittestigningerne og andre risici for økonomien, siger hun i en pressemeddelelse.
Ifølge EU-Kommissionen gør forlængelsen af reglerne det muligt for medlemslande at forlænge støtteordninger til virksomheder.
Det skal sikre, at selskaber, som stadig er berørt af krisen, ikke pludselig afskæres fra den støtte, de har brug for.
/ritzau/