Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Bruxelles, 07/06/2022 - 10:56

EU-aftale om mindsteløn er på plads

Trods hård modstand fra blandt andet Danmark er der nu indgået en EU-aftale om mindsteløn.

Michal Dyjuk/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En aftale om mindsteløn i EU er faldet på plads mellem EU-Parlamentet og Rådet. Det oplyser EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen i en pressemeddelelse, efter at EU-parlamentet og Rådet natten til tirsdag blev enige om aftalen.

- EU har leveret på sit løfte. De nye regler for mindsteløn vil beskytte arbejdets værdighed og sikre, at arbejde betaler sig, siger Ursula von der Leyen.

Aftalen skal nu formelt godkendes i EU-parlamentet og i Rådet, før den træder i kraft. Sverige vil sige nej, mens Danmark er skeptisk og nu vil nærlæse aftalen. Den nordiske modstand er dog i sig selv ikke nok til at bremse aftalen, der kan vedtages med kvalificeret flertal.

Forslaget om mindstelønnen blev fremsat af EU-Kommissionen i 2020. Efterfølgende har forslaget til direktiv i en periode mødt særdeles hård modstand fra den danske regering.

Regeringens bekymring har grundlæggende været, at EU ikke skal fastsætte regler på et område, som i Danmark varetages af arbejdsmarkedets parter.

Den danske bekymring er dog flere gange blevet forsøgt imødegået eller imødekommet i Bruxelles. Og det budskab gentager Ursula von der Leyen tirsdag.

- Det vil alt sammen ske i fuld respekt for de nationale traditioner og arbejdsmarkedets parters autonomi, siger Ursula von der Leyen og italesætter dermed den bekymring, som blandt andre Danmark og Sverige har haft.

Danmark og Sverige har tidligere samlet i alt ni lande bag et holdningspapir, hvor de udtrykker bekymring om forslaget til direktiv for en mindsteløn i EU.

EU's jobkommissær, Nicolas Schmit, har dog adskillige gange sagt, at Danmark ikke skal være bekymret for den danske model, hvor arbejdsmarkedets parter forhandler løn og arbejdsvilkår.

Undervejs i diskussionerne med EU-Kommissionen har statsminister Mette Frederiksen (S) erklæret sig tryg ved, at den danske model ikke var truet.

Socialdemokratiets EU-Parlamentariker Marianne Vind er dog tirsdag kritisk over for aftalen.

- I sidste ende kan det her betyde, at Kommissionen og EU-domstolen kan tvinge Danmark til at indføre en mindsteløn, siger Marianne Vind.

Hun tager dermed fat i den bekymring, som også Enhedslistens Nikolaj Villumsen har rejst for, at forslaget - uden at det er intentionen - risikerer at indføre en lovbestemt mindsteløn i Danmark.

Ifølge EU-Kommissionen vil direktivet dog give mulighed for, at lande som Danmark kan fortsætte med deres nuværende model.

Faktisk bliver den danske model fremhævet som et godt eksempel, blandt andet fordi den sikrer de ansatte de bedste løn- og arbejdsvilkår.

Ifølge EU-Kommissionen er målet med direktivet tværtimod at sikre, at mindstelønnen er høj nok i lande - der i modsætning til Danmark - har en lovbestemt mindsteløn.

Forsikringerne fra EU-Kommissionen er dog ikke nok til at overbevise Marianne Vind. Hun mener, at EU-Kommissionen træder ind på et område, hvor de ikke må lave lovgivning. Derfor er hun klar til at anlægge sag mod EU:

- Hvis det her forslag reelt set indfører mindstelønninger i Danmark, kommer jeg til at slå på tromme for, at Danmark, om vi så skal gøre det alene, anlægger sag mod EU, siger Marianne Vind.

/ritzau/

Nyhedsarkiv