Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 09/11/2024 - 10:37

EL-profiler vil gøre det lettere at smide partimedlemmer ud

17 medlemmer af Enhedslistens hovedbestyrelse er kommet med udtalelse, som skal ændre eksklusionsreglerne.

Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Et flertal i Enhedslistens hovedbestyrelse vil gøre det lettere at ekskludere partimedlemmer.

Det skriver Jyllands-Posten, der har fået fat på et udkast til en fælles udtalelse.

17 medlemmer af hovedbestyrelsen på 25 personer fremsætter en udtalelse om, at et flertal på to tredjedele i hovedbestyrelsen fremover skal være nok til at kunne ekskludere et medlem af partiet.

I øjeblikket kræver det et flertal på hele fem sjettedele af hovedbestyrelsen at kunne ekskludere et medlem.

Udtalelsen er blandt andet underskrevet af folketingsmedlem Rosa Lund og Enhedslistens EU-parlamentariker, Per Clausen.

- Der er gennem det sidste års tid blevet sået tvivl om Enhedslistens forsvar for menneskerettighederne og modstand mod terror og krigsforbrydelser mod civile.

- Det er uacceptabelt og skal stoppe nu, skriver de 17 underskrivere af udkastet ifølge Jyllands-Posten.

Udtalelsen kommer i kølvandet på debatten om fraktionen Rødt Venstre, der har resulteret i massiv intern uro i Enhedslisten.

Rødt Venstre, der tæller flere medlemmer af Enhedslistens hovedbestyrelse, mener, at partiledelsen har forholdt sig for ukritisk til Israel i konflikten med palæstinenserne.

Uroen har ikke mindst været centreret om den militante organisation Hamas' angreb på Israel 7. oktober sidste år. Her blev over 1100 mennesker dræbt.

/ritzau/

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek